Jonas Vingegaard sadler om.
Med søndagens smertefulde tidstab og mere end tre minutter op til Tadej Pogacar i det samlede klassement ligner det nu en utopisk drøm med en dansk Tour-sejr, og den – tidsmæssigt – kritiske situation får nu Vingegaard til at genoverveje sine muligheder.
»Jeg er lidt midt i det hele nu. Jeg har intet at tabe. Jeg har vundet Touren de sidste to år, så jeg kører jo ikke for at blive nummer to. Vi kører for at vinde, og nu kan vi tage nogle chancer,« sagde Visma-stjernen, der har 2 minutter og 10 sekunder ned til Remco Evenepoel, efter søndagens etape.
Den udmelding vækker glæde hos B.T.s Tour-ekspert Bjarne Riis.
»Jeg synes, det lover godt for løbet, for så er han formentlig angrebslysten og klar til at levere et godt cykelløb. Det er fedt at se,« siger han.
»Det er en rigtig god måde for ham at se det på, hvis han tænker, at han ikke har noget at tabe. Så skal han ud at køre ræs, og det er måske den bedste løsning for ham. Det betyder at han er risikovillig, og nogle gange er man nødt til at være risikovillig for at gøre nogle vilde ting.«
Med en uge tilbage af Tour de France, flere bjergslag i vente og en enormt vigtig enkeltstart er der fortsat rigeligt med terræn, hvor der kan gøres en store tidsforskelle.
Men mest af alt betyder det også, at Jonas Vingegaard kan satse.
»Det er sådan, vi gerne vil se ham nu – ikke i den opgivende rolle,« siger Bjarne Riis.
»Jeg synes, det er opløftende efter hele det skidt, vi har set over de sidste dage (hvor Jonas Vingegaard har tabt tid, red.), at han alligevel siger, at han ikke har noget at tabe.«
Efter søndagens etape, hvor Tadej Pogacar tog mere end et minut på Jonas Vingegaard, mente Bjarne Riis, at Visma-holdet nærmest kørte, som om sloveneren var kaptajn på holdet.
Læs mere om det her.
Lyt til B.T.s podcast 'Touren på Bagsædet,' hvor du blandt andet kan høre om Tadej Pogacar-udtalelser, der undrer – og hvorfor drengene ikke helt tror på dem. Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: