Hvad der mest af alt skulle have været en festdag for danske Mads Würtz Schmidt, endte med at blive noget dramatisk, da han kørte de afgørende kilometer på 21. etape af Tour de France.

Undervejs blev han nemlig ramt af en fotograf, der stod midt ude på vejen.

»Der var et fjols, der ville tage billeder ude på vejen. Jeg prøver at dukke mig, men hans albue rammer mig på knoglen lige heromme ved ryggen. Det gjorde sindssygt ondt, og jeg blev lammet i venstre side,« siger han til B.T.

Selvom det meste af Tourens sidste etape er en symbolsk etape ind mod Champs-Élysées, så havde den danske Tour-debutant faktisk en klar plan om at prøve at ramme udbruddet.

»Det var måske meget godt, at jeg ikke ramte udbruddet, fordi man er meget skrøbelig her til sidst, og det satte sig i ryggen. Så jeg skal nok lige forbi en osteopat i en af de næste par dage og lige få styr på det,« siger Würtz og fortsætter:

»Jeg fik lige bandet lidt, og så var det ellers bare tilbage til fokus om at ramme udbruddet. Sådan er det, desværre. Det er lidt træls, at det skulle slutte på den måde, men jeg havde alligevel tid til at nyde det.«

Den 25-årige Katusha-rytter kan dog alligevel godt glæde sig over sit første Tour de France, mens han taler med B.T. med en pizza i den ene hånd og en øl i den anden.

»Jeg er sindssygt stolt. Det er en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse, at stå her og feste med gutterne og have det fedt.«

Mads Würtz Schmidt har netop gennemført sit første Tour de France.
Mads Würtz Schmidt har netop gennemført sit første Tour de France. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Han glæder sig samtidig over, at han nu igen har formået at bevise, at han niveauet. Hans manager har nemlig fortalt ham, hvordan både hold og folk i cykelmiljøet spurgt til, hvad der blev af Mads Würtz, der havde en storartet juniorkarriere.

»De fik så set mig her og letter nu på hatten. Så det var rigtig godt at vise, at jeg har fundet noget niveau igen. Og der er ikke noget bedre sted at finde sit niveau end i Touren, så det er egentlig bare rigtig, rigtig glad for.«

Mads Würtz Schmidt gjorde sig særligt bemærket i starten af årets Tour de France, da han ramte udbruddet flere gange.

21. etape blev desuden vundet af den australske sprinter Caleb Ewan, der dermed kom op tre etapesejre i årets Tour de France.