Caroline Wozniacki er glødende Liverpool-fan, og løfter sløret for, at Fernando Torres har en speciel plads i hendes hjerte.

Det er ikke kun i Danmark, at folk kender Caroline Wozniacki og er stolt af hendes præstationer. I den engelske fodboldklub Liverpool er det en stor historie, at den danske verdensetter i tennis er glødende Liverpool-fan.

- Godt ny, gutter - en af planetens dygtigste og smukkeste sportskvinder har afsløret sig selv som Liverpool-fan, lyder indledningen i en historie på klubbens hjemmeside i en hyldest til den danske tennisdronning.

Det er gået op for den traditionsrige klubs folk, at Wozniacki var på Anfield for at se Liverpool mod Chelsea tidligere i november. En kamp Liverpool vandt 2-0 på to mål af Fernando Torres, og Wozniacki afslører, at det mål ikke var den første gave, hun fik af Torres.

- Jeg fik en signeret trøje (af ham, red.) i julegave sidste år, det var en virkelig dejlig gave!, jubler Wozniacki og overøser Torres med superlativer:

- Han er en fantastisk spiller. Han er teknisk rigtig god og meget elegant, når hans spiller. Og så scorer han altid mange mål.

Wozniacki pryder Liverpools hjemmeside med et stort smil, mens hun holder sin Liverpool-trøje op - med påskriften "Wozniacki - og tallet 1." Se billedet af Caroline med Liverpool-trøjen her

- Jeg er en kæmpe Liverpool-fan og ser næsten alle kampe, fordi jeg virkelig holder af fodbold. Når jeg har tid, ser jeg altid Liverpools kampe.

Caroline har allerede opdaget, at Liverpool har skrevet om hende. På sin twitter-profil skriver hun:

- Ret fedt, at der er en artikel om mig på liverpoolfc.tv/news :), gætter på de har fundet ud af, at jeg er Liverpool-fan :).