Hvis du ikke allerede ved, hvem Clara Tauson er, så skal du til at vide det.

Det danske tennistalent leverede nemlig en stor og flot overraskelse natten til torsdag dansk tid, da hun slog verdensranglistens nummer syv ved Australian Open i Melbourne.

Og efter kampen afslørede Clara Tauson, at en peptalk fra træneren var afgørende for sensationen.

»Jeg havde en lille snak med min træner lige før kampen. Her talte vi om, at jeg var nødt til at gå ind og tro på, at jeg kunne vinde kampen.«

19-årige Clara Tauson.
19-årige Clara Tauson.
Vis mere

»Sidste år havde jeg måske ikke rigtig troen på, at jeg kunne slå den slags spillere, så lige før kampstart sagde han til mig: 'Du er nødt til at tro på, at du kan vinde, og så må vi se, hvad resultatet siger bagefter, men du er nødt til at tro på det' – og det gjorde jeg virkelig.«

Udmeldingen kommer, efter at danskeren i sidste sæson prøvede at blive sendt ud af Wimbledon, US Open og French Open af topspillerne Barbora Krejcikova, Ashleigh Barty og Victoria Azarenka.

Sejren over Anett Kontaveit blev en realitet meget sikkert, da den 19-årige dansker vandt 6-2, 6-4.

Selvom det lykkedes verdensranglistens nummer syv at bryde Clara Tausons serv flere gange, så frygtede hun aldrig for den samlede sejr.

»Selv i nogle af de vanskelige øjeblikke beholdt jeg troen på, at jeg kunne vinde. Jeg tror, at det var forskellen på, hvad der skete i dag i forhold til sidste år.«

Med sejren er Clara Tauson for første gang videre til tredje grund af en grand slam-turnering. Her skal hun møde amerikanske Danielle Collins, der er seedet som nummer 27.

Kampen skal spilles på lørdag, men tidspunktet for duellen er i skrivende stund ukendt.