Der er ingen tvivl om, at Boris Becker havde en hård tid i fængsel.

Det har han flere gange sat ord på, og i et nyt, stort interview med BBC kommer den tyske tennislegende med flere detaljer.

»De, der siger, at livet i fængsel ikke er hårdt og svært, lyver, tror jeg. Jeg var omgivet af mordere, narkohandlere, voldtægtsforbrydere, menneskesmuglere og andre farlige kriminelle,« siger han og fortsætter:

»Hver dag kæmper du for at overleve. Du skal hurtigt omgive dig med de hårde drenge, som jeg vil kalde dem, for du har brug for beskyttelse.«

Boris Becker og kæresten, Lilian de Carvalho.
Boris Becker og kæresten, Lilian de Carvalho. Foto: MICHELE TANTUSSI
Vis mere

Og selvom Boris Becker har vundet den prestigefyldte tennisturnering Wimbledon tre gange, havde cv'et ikke meget betydning i fængslet.

»Hvis du tror, du er bedre end alle andre, så taber du,« siger Becker, som blev sendt i fængsel i april sidste år.

Først var han indsat i det berygtede Wandsworth-fængsel, og efterfølgende blev han overflyttet til Huntercome.

Dommen lød på to et halvt år, efter han blev erklæret konkurs og sidenhen gemte værdier for 22 millioner kroner for myndighederne.

Kort før jul blev han dog løsladt og udvist af Storbritannien indtil oktober 2024.

Det betyder, at han ikke har mulighed for at kommentere årets Wimbledon.

»Jeg savner London, jeg savner virkelig Wimbledon,« siger han blandt andet og tilføjer, at han har været i dialog med BBC om at blive en del af Wimbledon-dækningen i fremtiden.