Mens Apples iPad fortsat er den altdominerende tavlecomputere globalt, myldrer det i øjeblikket ud med stærke konkurrenter. Forleden kunne Microsoft afsløre sin første egenproducerede Windows 8-tablet, den meget roste Surface, og i går var det så Googles tur.
Til den årlige udviklerkonference kunne Google således fremvise sin første tavlecomputer, produceret i eget navn. Der er tale om en sag med en skærm på syv tommer, som drives af Android 4.1, det såkaldte Jelly Bean. Maskinen har, lige som Googles egne referencesmartphones, navnet Nexus.
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ:
Der var dog ikke tale om den store overraskelse, for det var på forhånd rygtet, at Google ville lancere netop sådan en sag, og detaljer var allerede sluppet ud inden lanceringen.
Meget billig
I modsætning til Microsofts nyligt lancerede Surface-maskiner, kunne Google dog i går afsløre både pris og lanceringsdato. Maskinerne starter ved 200 dollars, og bliver sat til salg allerede i juli.
Der er dog tale om en maskine, der på en række områder er den nye iPad underlegen. Således fås den i en 8 eller 16 GB udgave, med 1280 gange 800 pixel opløsning og et kamera på sølle 1,2 megapixel. Til gengæld hører maskinerne til i den absolut billigste ende af markedet, hvor de sågar kan konkurrere med Amazons Kindle Fire.
Mere overraskende var det, at Google valgte at lancere sin egenudviklede mediestreamer og forstærker, Nexus Q. Her er der tale om rund kanonkugle-agtig dims, der suger indhold fra nettet og sender det ud via højttalere i hjemmet - og som en kæk detalje, er der en stribe med LED-lys indbygget, som skifter farve i takt til musikken.
Nexus Q kommer til at stå i 300 dollars i USA - sikkert omkring 2000 kroner herhjemme - og vil især være relevant til brug med Googles musiktjeneste, Google Music og indholdsportalen Google Play.
Nexus Q kan styres fra andre Android-enheder, ligesom at der også kan streames fra ens Android-mobil, men det er uvist præcis hvad planerne med Googles musiktjeneste er uden for USAs grænser. Nexus Q er nemlig helt oplagt til at streame den musik, man har liggende i skyen - altså ude på nettet - men det er desværre fortsat ikke en tjeneste, der er åbnet i Danmark.