Hvis det er botulisme, der har forgiftet den 16-årige dreng, som i øjeblikket er indlagt, er der tale om verdens farligste gift. Fire kilo er nok til at slå hele menneskeheden ihjel.

Fødevarestyrelsen mistænker fødevarebåren botulisme også kendt som pølsegift for at være skyld i en 16-årig drengs sygdom. Mistanken kan først bekræftes endeligt om nogle dage, men holder Fødevarestyrelsen og Serum Instituttets teori vand, er der tale om verdens farligste gift målt på, hvor lidt der skal til for at slå et menneske ihjel. Indtages giften direkte i blodet i ren form, skal der ikke mere end 100 milliardtedele af et gram til at slå et menneske ihjel. Fire kg af nervegiften er derfor mere end nok til at slå hele den menneskelige race ihjel.

Gift også kendt som Botox

Botulisme stammer fra botulinumtoksiner, der er en nervegift, som tusindvis af kvinder og mænd hver dag frivilligt får sprøjtet i ansigtet i form af Botox - en fortyndet form af nervegiften. Botox strammer huden op ved at lamme nerverne i ansigtet. Virkningen aftager dog i løbet af nogle måneder, efterhånden som giften nedbrydes af kroppen. Læs også: Test af sjælden madforgiftning tager tid

Fødevarebåren botulisme optages i tarmene og spreder sig derfra til kroppen nervesystem, hvor den kan lamme kroppens muskler - herunder hjertet og brystkassen. Heldigvis er det ekstremt sjældent, at botulisme dannes i fødevarer herhjemme. - Det er meget, meget sjældent, at vi ser tilfælde af fødevarebåren botulisme i Danmark. Bakterien, der danner giften, kan kun opstå, hvis fødevarerne ikke opvarmes godt i produktionen, fortæller ​Kim Vandrup Sigsgaard, der er Fødevareberedskabschef i Fødevarestyrelsen til Berlingske. Ifølge Statens Serum Institut forekom det sidste bekræftede tilfælde i Danmark 30. december 2002, hvor en 38-årig mand blev indlagt med symptomer på botulisme. Myndighederne fandt senere ud af, at manden var blevet forgiftet efter at have spist konserveret hvidløg i chiliolie. I det aktuelle tilfælde mistænker myndighederne et glas med tofu eller vegetarisk postej for at være skyld i den 16-åriges forgiftning.

Bakterie prutter, når den danner gift

Bakterien, der danner botulisme, kaldes Clostridium botulinum og udvikler luft, når den vokser. Derfor vil man ofte kunne høre et overtryks-pust, når man åbner dåsen eller glasset med en Botulisme-forgiftet fødevare. Selvom giften også kaldes pølsegift, er der ikke større fare for at den udvikles i kødholdige madvarer i forhold til vegetabilske af slagsen. Det eneste forhold bakterien kræver for at udvikle giften er, at der ikke må være ilt til stede, og fødevaren ikke er blevet varmet tilstrækkeligt op, inden den blev emballeret, fortæller Kim Vandrup Sigsgaard. Selvom giften er ekstrem farlig, er der gode overlevelsesmuligheder, hvis en forgiftet patient kommer under hurtigt behandling med en antigift. Ifølge Statens Serum Institut overlever 95 pct. af patienter, der komme i intensiv behandling og 40 pct. uden behandling.