Jeanette Ottesen har stjålet nærmest alle overskrifter de seneste dage.

For i sin nye selvbiografi, 'Fri', der udkommer torsdag, er den 33-årige tidligere svømmestjerne nemlig hudløst ærlig, når hun blandt andet fortæller om, hvordan hun i flere år var med til at mobbe svømmekollegaen Lotte Friis.

Netop den del af bogen har de eneste 24 timer skabt røre i det danske svømmemiljø, efter Lotte Friis mandag gav udtryk for, hvordan hun følte, at hun ufrivilligt var blevet udstillet som mobbeoffer foran hele Danmark.

Noget, som på ingen måde bliver budt velkommen hos Dansk Svømmeunion.

Lotte Friis og Jeanette Ottesen.
Lotte Friis og Jeanette Ottesen. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

»Jeanette har svømmet i en periode, hvor der vitterligt har været meget at kritisere på trænersiden, men jeg finder det unødvendigt at hænge svømmekammerater ud,« lyder det i et skriftligt svar til B.T. fra Merete Riisager, der er direktør i Dansk Svømmeunion.

Ifølge Merete Riisager burde Jeanette Ottesen ikke have lagt ansvaret for mobbekulturen over på svømmekollegaerne i sin nye bog.

I stedet var det lederne, der stod i svømmehallerne, der burde være trådt i karakter dengang.

»Alle, der svømmede i perioden 2003-2013, har været en del af et miljø, der var hårdt at være i for en del svømmere. Men det, der skete dengang, var trænernes og unionens ansvar – ikke svømmernes,« fortæller hun.

I et opslag på Instagram valgte Lotte Friis mandag at kommentere på det mobbeofferbillede, som Jeanette Ottesen maler af hende i bogen.

'Det er MIN historie at fortælle – ikke hendes. Jeanette har ved sit behov for at fortælle det, hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kollegaer og alle for evigt kan læse historien om 'mobbeofferet' Lotte. Det synes jeg ikke er okay,' lød det blandt andet.

Samtidig understreger DR-værten, at hun på intet tidspunkt er blevet spurgt om, hvorvidt det var i orden, at hun blev brugt i Jeanette Ottesens bog.

Ifølge sidstnævnte kontaktede hun dog i sidste uge Lotte Friis, hvor hun ønskede at give en undskyldning for sin opførsel dengang, mens hun også informerede hende om, at hun fik en undskyldning i bogen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra nogle af de svømmere, der var en del af svømmemiljøet i den omtalte periode – blandt andre Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen, Sarah Bro og Pernille Blume.