Lotte Friis
Den absolutte svømmedronning i Danmark bragede igennem bassinerne i 2009 med en guldmedalje ved VM i Rom i langbane i 800 meter fri og sølv på 1500 meter fri.
Særligt 800-meter-distancen skabte enorm respekt både nationalt og internationalt, og hun var den første dansker til at vinde VM-guld i langbane.
Lotte Friis blev danskernes darling, da hun stillede op i TV2’s underholdningsprogram Vild Med Dans, og i vandet fortsatte hun med at støvsuge medaljer i de store, internationale stævner.
Ved VM i 2010 gjorde hun rent bord på 800- og 1500-meter-distancerne, og de flotte resultater fortsatte i 2011 som en perfekt opladning til OL i London i 2012.
Der var lagt op til en tæt duel mellem briten Rebecca Adlington og Lotte Friis, men de opskruede forventninger til dronningeduellen i 800 meter fri blev ingen succes for nogen af parterne.
I stedet suste den bare 15-årige amerikaner Katie Ledecky forbi alle konkurrenter, satte verdens næsthurtigste tid nogensinde og tog guldet hjem til USA.
I en finale med vanvittigt opskruet tempo blev Lotte Friis kørt agterud og sluttede på en skuffende femteplads, og Lotte Friis entrerede en fase med alvorlige karriereovervejelser. Havde hun mistet sit touch?
Heldigvis ikke. I dag er 25-årige Lotte Friis tilbage på verdenstoppen og er én af klodens stærkeste i 800 meter. Hun kvalificerede sig fredag til VM-finalen – sin 37. finale i OL, VM og EM – hvor hendes skrappeste konkurrenter lørdag aften er Katie Ledecky fra USA og Lauren Boyle fra New Zealand.
Jeanette Ottesen Gray
Ligeledes 25-årige Ottesen har længe været førstebejler til Lotte Friis’ trone i Danmark. Som et fænomenalt sprintertalent og rendte af sted med kortbanemedaljer i flæng.
Ved VM i 2011 fik hun sit store gennembrud med VM-guld i 100 meter fri, som stadig står som karrierens absolutte højdepunkt.
Forventningerne var derfor på højde med Lotte Friis’ forud for VM i 2012, der udviklede sig til en farce for Jeanette Ottesen Gray, der blev slået ud af en iturevet badedragt, som måtte skiftes kort før finalen, og sluttede – trods en på papiret fin finale – på en syvendeplads i 100 meter fri.
Hun havnede ligesom rival-veninden Lotte Friis i en svømmekrise og begyndte at overveje, om det var det hele værd. Hun valgte at skrue ned for strabadserne på langbanen og er i dag én af verdens allerbedste på 50 meter fri
Jeanette Ottesen Gray satte hurtigste tid i fredagens indledende heat i 50 meter fri ved VM i Barcelona og svømmer semifinale fredag aften. Finalen, som hun ventes at kvalificere sig til, svømmes lørdag aften.