Jack Wilshere har nu boet i Aarhus i en måned, men er fortsat stadig på boligjagt, så han og familien kan slå sig ned i byen.

AGFs assistenttræner Dave Reddington er en af dem, som Jack Wilshere søger råd hos, når det kommer til, hvor han skal bo henne. Han flyttede selv fra London sidste sommer og har siden fundet bolig i Aarhus.

Det fortæller assistenttræneren til B.T.

»Jeg hjælper Jack med at slå sig ned. Jeg hjælper ham med mine egne erfaringer og med at købe møbler og finde lejligheder, og jeg giver ham råd til, hvor han skal bo. Vi skal bare have fundet ham et sted, så han kan fokusere på at spille fodbold,« siger Reddington og fortsætter.

Brøndbys Blas Riveros og AGFs Jack Wilshere under superligakampen mellem Brøndby IF og AGF på Brøndby Stadion, søndag den 13. marts 2022.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Blas Riveros og AGFs Jack Wilshere under superligakampen mellem Brøndby IF og AGF på Brøndby Stadion, søndag den 13. marts 2022.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

»Han har kigget, og jeg har kigget, så det har været meget frem og tilbage. Han sender mig muligheder, og jeg giver ham råd ud fra det, og hjælper ham med at finde ud af, hvad der er rigtigt for hans familie.«

Når man har mange børn, så er der flere ting, man skal tænke på, og det helt rigtige sted er altså ikke fundet endnu til Wilshere-familien. David Reddington og familien har fundet deres sted i byen, og det er et sted, som han har talt godt om til Wilshere.

»Der er mange ting at tage højde for, når man har fire børn. Balkoner og så videre. Når der kommer noget, han kan lide, så prøver vi at få arrangeret, at han kan se den, men jeg kan godt lide Frederiksbjerg, så det område har jeg da anbefalet.«

Jack Wilshere og AGF møder Viborg på Ceres Park på søndag i sidste runde af grundspillet.