OB bliver endnu mere fynsk i den kommende sæson.

BT erfarer, at det store lokale bryggeri Albani, der hører under Royal Unibrew, overtager hovedsponsoratet i det fynske fodboldflagskib fra sommeren 2018.

Det nye Albani-sponsorat løber frem til 2023.

Samarbejdet præsenteres på et pressemøde i Odense onsdag formiddag.

Dermed er det efter 16 år slut med Carlsberg-logoet på OBs stribede spilledragter. Den københavnske bryggerigigant har ellers været hovedsponsor siden 2001, hvor Carlsberg trådte ind i den OB med den største sponsoraftale i klubbens historie.

Og i 2014 forlængede OB og Carlsberg samarbejdet med fem år, således at sponsoratet først udløb i sommer 2020. Men den kontrakt bliver ifølge BTs oplysninger altså ikke fuldført.

Albani har tidligere været storsponsor i OB, og bryggeriet har flere gang udtrykt et ønske om at vende tilbage til fodboldklubben – men det har tidligere været for dyrt for den lokale virksomhed, der har hovedsæde et lille målspark fra Odense Rådhus.

ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE DE BEDSTE MÅL FRA 11. RUNDE AF SUPERLIGAEN

Det nye samarbejde kommer i stand, efter at Odense Sport Event, der ejer OB, har smeltet sin koncertforretning, JVB, sammen med Albanis ditto, Culture Club. Og deraf er snakken om et endnu større samarbejde udsprunget.

Carlsberg-sponsoratet - var sammen med flere investeringer i underholdningbranchen - i flere år én af grundene til, at OB gik blandt modstanderfans gik under det drillende kælenavn ’FCK Light’. Men til sommer er det altså slut med Carlsberg, og det er med vemod, at øl-giganten siger farvel til 'striwerne.'

»Vi elsker OB og de fantastiske fans på Fyn, og det har været en kæmpe oplevelse at følge striberne, men når det er sagt, er vi fortsat til stede i Odense og på Fyn. Regionen er fortsat et vigtigt område for os for os, og vi kommer til at finde andre alternative investeringer i musik og fodbold den kommende tid,« siger informationschef ved Carlsberg, Kasper Elbjørn, til BT.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra OB’s administrerende direktør i Odense Sport & Event, Ole Bang Nielsen.