Nutidens fodboldstjerner har det med at blive i rampelyset, når karrieren er forbi – men historien om Søren Frederiksen er anderledes.
Han er den næstmest scorende i Superligaens historie, men er i dag hverken tv-ansigt eller toptræner. Måske hænger det sammen med et eftermæle, der er lidt svært at slippe af med: De brændte chancer.
»Når talen falder på mig, er det nok 'ham fra Viborg og AaB, der brændte mange chancer og kunne lide at slå kolbøtter'. Det var brændte chancer og godt humør – men det har jeg det fint med.«
Sådan sætter Søren 'Evigglad' Frederiksen selv ord på sit betydelige bidrag til Superliga-historien.
Nu er målmageren fyldt 50 år og har helt sluppet rampelyset og fodboldverdenen, men han husker stadig sin bedste scoring.
Det var på Viborg Stadion i 2004, da han kunne juble over et 'ja' fra sin kone, da de blev gift i straffesparksfeltet. I sin nummer 22-trøje, som Viborg siden har udødeliggjort på samme måde som Maldinis nummer 3 i AC Milan og Maradonas nummer 10 i Napoli.
Kontrasten er derfor stor til i dag, hvor Søren Frederiksen stadig spreder godt humør, men ikke på stadion. Siden 2016, hvor han stoppede som assistent i hjerteklubben Viborg, har han været kørende sælger for AltiCare, der sælger vedligeholdelse og rengøringsartikler.
»Jeg er rigtig glad for det. Jeg har jo et godt snakketøj og et godt humør, men jeg har ingen baggrund som sælger. Ingenting,« siger Søren Frederiksen.
Hans sidste tilknytning til fodboldverdenen var et talentspejderjob i Heerenveen i Holland – den klub, hvor hans søn, Emil Frederiksen, spillede, indtil han vendte retur til Sønderjyske i Superligaen.
Men den tjans ebbede ud under corona, hvilket ærgrer Søren Frederiksen.
»Jeg savner selvfølgelig fodbolden, så det var lidt ærgerligt. Jeg kunne godt lide at komme ud og se nogle kampe i løbet af ugen og weekenden,« fortæller 50-årige Søren Frederiksen, der ikke som andre fodboldpensionister har stået med en identitetskrise efter at have sluppet taget i fodbolden.
»Det har jeg haft det okay med. Jeg kunne bare mærke på min mavefornemmelse, at skulle jeg prøve noget andet, så var det nu. Og nu er der så gået seks år,« siger Søren Frederiksen og fortæller, at han nyder at følge både Emil Sørensens kampe i Sønderjyske og datterens gymnastik.
Han udelukker dog ikke et comeback til fodboldverdenen: »Man skal aldrig sige aldrig.«
Fra sin egen tid som professionel publikumsdarling til nu er der også sket en del med dansk fodbold. Faktisk tror Søren Frederiksen ikke, han ville have scoutet sig selv i dag.
»Jeg havde ikke så meget at byde på dengang. Jeg kunne lave mål. Det var jo sådan set det eneste. Jeg havde ikke noget ekstraordinært, men var afhængig af mine medspillere. Selvfølgelig var jeg en dygtig afslutter …«
Søren Frederiksen bremser sig selv og griner.
»Okay, måske ikke dygtig – men udmærket afslutter,« siger han så og fortsætter.
»De er bedre skolet i dag,« siger Søren Frederiksen og henviser blandt andet til sønnen Emil, inden han igen vender tilbage til sine egne evner – eller mangel på:
»Glæden bragte mig en fin karriere. Altså, der har været 100 klubber for at kigge på mig i min karriere, fordi jeg har haft en plads i toppen af topscorerlisten, men jeg har sgu aldrig haft det store talent.«
En type som Frederiksen, hvis jubelscener aldrig var planlagte og derfor kunne ende i både rullefald, kolbøtte og golfslag – ofte samtidig – ser den 50-årige heller ikke mange af i dag.
»Jeg er et menneske, der er til sjov og ballade. Det kan godt være, der ikke er så meget plads til det i 2022 – men det var der dengang,« siger han som forklaring på, hvorfor han også kunne grine af det, når han ramte pølsevognen fremfor de 139 han ramte netmaskerne.
Den frederikshavnskfødte Frederiksen, der nåede seks landskampe efter debuten i 1994 på Wembley, er ikke kun bidt af en gal fodbold. Med vinter-OL på programmet i øjeblikket er han også klinet til skærmen for at følge med.
»Jeg er vild med alt sport,« siger han selv og fortæller, hvordan det smittende humør, han havde på banen, ikke kun var forbeholdt spillerkarrieren.
»Jeg spiller golf, jeg løber en del, og jeg sidder også og råber og skriger af herrerne til EM i håndbold. Jeg ser NHL, og så er jeg selv gammel badmintonspiller, så jeg nyder også at se Viktor Axelsen spille,« fortæller Søren Frederiksen.
