Esbjerg meddeler torsdag morgen, at klubben er nået til enighed med en udenlandsk klub om et salg af landsholdsspilleren Martin Braithwaite

Esbjerg fortæller i pressemeddelelsen ikke, hvem der har købt Braithwaite. Men som blandt andet BT kunne berette i går, er det franske Toulouse, der tidligere har haft danskerne Ronnie Ekelund og Søren Larsen på lønningslisten, som Martin Braithwaite nu skal tørne ud for.

Esbjergs administrerende direktør, Søren Poulsen, siger, at den unavngivne udenlandske klub har mødt vestjydernes vurdering af Braithwaites værdi.

- Vi er meget bevidste om, at Martin er en vigtig spiller på et talentfuldt EfB-hold, og at han har udviklet sig til en profil og landsholdsspiller. Men skal vi være tro mod vores strategi om at udvikle egne talenter og give dem mulighed for at afprøve deres evner på et højere niveau, kan vi ikke stå i vejen for hans ønske om at komme til en udenlandsk klub i en større liga.

- Den opnåede pris afspejler hans værdi for EfB, og salget styrker os i bestræbelserne på at skabe de økonomiske rammer for, at vi også i fremtiden kan udvikle spillere på Martins niveau, siger Søren Poulsen.

EfB Elite A/S opjusterer forventningerne til det økonomiske resultat for 2013 til et overskud på 10-12 mio. kr. før skat.Toulouse lægger ifølge BTs oplysninger to millioner euro for den danske landsholdsspiller, der onsdag spillede sin anden kamp i rødt og hvidt og scorede i testkampen i Polen.