AGF var hjemme i Aarhus bagud 0-2 inden Kim Aabech stjal showet. Han scorede to mål og lavede assisten til Stephan Petersens matchvindende mål. Hovedpersonen selv var efter kampen naturligvis godt tilfreds med sin egen indsats i dag. 

»Vi får et tvivlsomt straffespark, men det tager vi med. Og da de så får to udvisninger, så kører vi på,« sagde Kim Aabech til Eurosport efter kampen og tilføjede:

»Den her sejr giver fantastisk meget. Vi får igen i dag en fantastisk opbakning fra fansene. Vi er ligeglade med, hvem vi skal spille imod, vi skal bare have tre point hver kamp. Med den anden halvleg vi spiller, er det fuldt fortjent, vi vinder i dag,« sagde Kim Aabech til Eurosport efter kampen.

AGF's offensivspiller stod bag en lækkerbidsken, da han lavede en såkaldt 'Panenka' - et skud midt i målet, hvor man satser på, at målmanden nok kaster sig - da han reducerede på et straffespark.

»Jeg tænkte bare, at han (målmanden red.) nok ville kaste sig uanset hvad, og så er jeg kendt for bare at ligge den stille og roligt ind, og det gjorde jeg også i dag, lød det kækt fra Kim Aabech.

AGF har fået en fremragende start på dette års Superliga, hvor de har fået syv point i de tre første kampe.