TV 3's fodboldekspert Poul Hansen stiller spørgsmålstegn ved om Brøndby er i krise eller om de bare ikke er bedre.

Den samlede danske sportspresse taler i øjeblikket om et Brøndby-hold i krise. Der er intern uro i klubben og resultaterne svigter. Poul Hansen, der er fodboldekspert på TV3, er dog ikke overbevist om at holdet er i spillemæssig krise. Han mener snarere at holdet i en periode har overpræsteret, og at det niveau Brøndby viser i øjeblikket, passer bedre til deres spillemæsige niveau.

- Der er for mange eksperter, der peger på problemer i direktionen. Men generelt synes jeg bare ikke at de spiller godt nok. Det spørgsmål jeg stiller mig selv er bare, er Brøndby ikke bedre end det her? Ramte de bare deres topniveau i foråret og er det fodbold de viser nu egentligt bare det rigtige Brøndby?, siger Poul Hansen. - Måske er de, spiller for spiller, bare ikke bedre end det, de præsterer i øjeblikket, siger han. Poul Hansen peger samtidig på, at Brøndby ser sig selv som et storhold, der kan spille lige op med FCK, selvom det ikke er tilfældet.

-De siger at de vil matche FCK og at de spillede lige op med dem i Parken. Det synes jeg overhovedet ikke. Det er en kæmpe niveauforskel på FCK og Brøndby. Jeg tror, at der er en forkert selvforståelse i Brøndby. De er ikke så tæt på toppen, som de selv mener. De er ikke et tophold, siger Poul Hansen.