KOMMENTAR

Superligaen står og banker på døren. Hjemme hos os får den lov til at blive stående der. Måske kommer jeg til at se lidt, og når jeg skriver lidt, så mener jeg lidt. Årsagen er simpel. Jeg kan ikke forsvare det over for min hustru. Jeg kan simpelthen ikke finde argumenterne for, at jeg skal okkupere vores tv med superligabold. Og jeg vil for pokker ikke smide en “fodbold-fissetrumf”, dem er der jo ikke så mange af. Dem gemmer man til de store kampe, eller hvis man har glemt, at der er bold, og man tilfældigvis havner på kanalen hvor, Liverpool spiller mod Manchester City.

Min far har altid sagt, at man skal vælge sine kampe med omhu. Jeg er ked af det, men at skulle se Superliga hjemme hos os er desværre én af de kampe, som jeg ikke vil kæmpe.

Efter et kort søndagsvisit er min lillebror Morten lige kørt. På vej ud af døren spørger han: »Hvad skal du lave i dag?«

»Skrive Klumme til BT.«

»Fedt, om hvad?« spørger han begejstret.

»Superliga-opstart.«

Det bliver ikke modtaget ret godt. Begejstringen knækker, hans jokeragtige smil stivner, og ansigtet størkner i en grimasse, der ligner Pia Kjærsgaard med en voldsom depression. Med mistro og en snert af medlidenhed i stemmen fremstammer han: »Ej, hvor kedeligt!«

Den 30. april skal jeg sammen med en kollega til et foredrag med psykologiprofessoren, Svend Brinkmann. Jeg regner med, at han skal snakke om sine to bøger: »Gå glip« og »Ståsteder.« Det er noget, jeg tænker kunne være superrelevant for vores superligaspillere. Der er brug for et modtryk til det statistiske, automatiserede fodbold, som udfoldes i vores samtid.

Vores spillere er blevet uselvstændige, for polerede, og som resultat af det - røvkedelige. Der er for meget topstyring, for lidt involvering og dermed ingen følelse af ejerskab. Træneren har fået en alt for vigtig position. DBU har en stor aktie i det. Vi uddanner ikke modige trænere, som kan klare modtryk fra spillere. De mangler forståelse for synergier og holddynamikker, hvilket blokerer for den sunde effekt af divergerende idéer.

Der, hvor vi sådan rigtig kan se det udspille sig, er når journalisterne efter kampen spørger ind til træneren. Tit bliver de stødte, sure og fornærmede over, at der er nogen, der kritiserer dem. De er ikke vant til den modstand fra deres soldater, som bare parerer ordre. Ja, at tænke sig, at nogen skulle formaste sig til at stille spørgsmål ved deres overmenneskelige beslutninger?

Hos spillerne kender vi deres forudsigelige interviews til bevidstløshed. De foregår oftest i et monotont stemmeleje uden ansigtsmimik. Uden skyggen af personlighed. Det er floskler som: »Holdet er det vigtigste«, »Vi var ikke gode nok i dag«… find selv på flere, jeg orker ikke mere. Jeg bliver helt søvnig af at tænke på det.

Puha, jeg zapper lige hen på vejrudsigten, den er langt mere spændende end Superligaen.