Mange danskere har svært ved at holde fri, selvom de føler sig syge.
Men nu kan en rapport fra analysebureauet Verian afsløre, at det er op til hver anden dansker, som fortsætter med at arbejde på trods af sygdom. Og det kan blive et stort problem for arbejdspladsen.
Det skriver IF Forsikring i en pressemeddelelse.
»Man bør ikke arbejde, når man er syg. Arbejde under sygdom kan både have konsekvenser for den enkelte og arbejdspladsen, og derfor er det et problem, at så mange danskere arbejder trods sygdom,« siger Kristina Ström Olsson, der er sundhedsstrateg hos If.
Det er hele 51 procent af de adspurgte danskere i undersøgelsen, som fortæller, at de møder på arbejdet, selvom de føler sig syge.
Det er derudover kun 39 procent, som vælger at lade arbejdet ligge, mens 10 procent ikke svarer på, hvorvidt de fortsætter med at arbejde under sygdom.
»Arbejde under sygdom kan bidrage til en usund kultur på arbejdspladsen, for det er med til at skabe en forestilling blandt kolleger om, at det er normalt at arbejde under sygdom. Det er selvsagt uhensigtsmæssigt,« siger Kristina Ström Olsson.
Kristina Ström Olsson peger på smittefaren ved at møde på arbejde syg, samt risikoen for at man forlænger sin sygdomsperiode, når kroppen ikke får den nødvendige restitution.
Ifølge sundhedsstrategen bør ledelsen på arbejdspladsen sikre, at det er acceptabelt at tage en sygedag, og at arbejdsopgaverne bliver løst, selvom en medarbejder må melde sig syg.