Flere og flere danskere køber lægemidler via pc’en. Medicinen leveres til døren, og der kan være penge at spare. Men læger advarer mod falske lægemidler, der ikke virker eller i værste fald kan skade dit helbred. Her får du ni gode råd til, at finde frem til den rigtige medicin, som du kan spise med ro i sindet.

1. Find en seriøs og pålidelig forhandler:
Sundhedsstyrelsen har – udover apoteket.dk – listet 72 danske hjemmesider, som de har godkendt. Medicinen, som de sælger her, er godkendt inden for EU.

2. Prøver du andre steder, så vær kritisk forbruger:

Hvem står bag hjemmesiden? Vær på vagt vis hjemmesiden reklamerer med, at den aktuelle medicin kun kan købes hos den pågældende forhandler. Er siden blevet opdateret for nylig?

3. Kræv information:
Du har krav på at få fyldestgørende oplysninger om bl.a. indhold, dosering og bivirkninger. Hvis hjemmesiden ikke tilbyder dig oplysninger om lægemidlet, bør du finde en anden forhandler.

4. Køb kun godkendte lægemidler:
I EU skal et lægemiddel godkendes af sundhedsmyndighederne, før det må sælges. Hvis du er i tvivl, så spørg forhandleren. Er forhandleren i tvivl, skal du handle et andet sted.

5. Brugsanvisning:
Hold øje med, om der følger en brugsanvisning med, som indeholder nyttige og vigtige og specifikke informationer om lægemidlet. Brugsanvisningen skal være på et sprog, du forstår.

6. Copycat:
Hold dig fra produkter, hvis navne ligger tæt op ad kendte mærkevarer, så de næsten lyder ens. Hvis du alligevel er fristet, kan du ringe til apoteket eller prøve at sammenligne indholdsstofferne med et lægemiddel, du kender.

7. Erstatning:
Loven giver mulighed for erstatning, hvis du kommer til skade som følge af et godkendt lægemiddel udleveret i Danmark. Hvis du køber medicin i udlandet, kan du ikke få erstatning.

8. Lovlighed:
Hvis du køber eller via en stråmand får medicin fra et land uden for EU eller EØS, er det ulovligt. Hvis du er i tvivl om, kan du spørge i Lægemiddelstyrelsen.

9. Vejledning:
I år har apoteket.dk åbnet en chat-rådgivningslinje på mobilen. Hvis du er i tvivl eller har spørgsmål vedrørende medicin og brug af medicin, kan du via din mobil få hjælp og vejledning af medicineksperter på apoteket.dk. Linjen er gratis og er åben for alle døgnet rundt.

Kilde: Sundhedsstyrelsen


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.