Galophesten Tordenskiold, som Nicklas Bendtner er delejer af, er død.

Det skriver sitet galopservice.dk.

»Han har desværre fået et benbrud,« oplyser Kolbjørn Selmer, der ligeledes er delejer.

Og netop Selmer har spillet en stor rolle i Bendters delejerskab af den nu afdøde galophest.

Norske Selmer og Bendtner lærte hinanden at kende, da den tidligere danske fodboldstjerne spillede i den norske storklub Rosenborg, hvor de udviklede et venskab.

Her spillede han fra 2017 til 2019, inden han vendte hjem til Danmark for at tørne ud for FC København.

Ifølge sitet har Bendtner været til stede ved Tordenskiolds løb i maj på galopbanen i Klampenborg, ligesom han har været det ved flere andre lejligheder.

Men den mulighed har han nu ikke længere, efter Tordenskiold altså har måttet lade livet.

Bendtner har også tidligere været medejer af hesten Wishformore.