Anders Antonsen og mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er videre i Sydkorea.

Badmintonspilleren Anders Antonsen er videre fra første runde ved Super 500-turneringen Korea Open i Suwon efter en sejr i to sæt, 21-10, 21-17 over sydkoreanske Tae Bin Yoo.

Antonsen, der ligger nummer to i verden, er førsteseedet i turneringen. I torsdagens ottendedelsfinale skal han møde malaysiske Justin Hoh.

Den danske herresinglespiller tabte i weekenden semifinalen i Super 750-turneringen China Masters.

Han virkede dog til at have rystet skuffelsen af sig, da han var tilbage på badmintonbanen onsdag.

Her åbnede han første sæt mod sydkoreaneren ved at komme foran 5-0.

Derfra slap Antonsen ikke foden fra speederen i første sæt, som han afgjorde på første sætbold.

I andet sæt var historien den samme. Aarhusianeren startede fremragende og kom undervejs foran 13-4. Selv om Yoo kom tilbage og bragte den danske føring ned på et enkelt point, holdt Antonsen fokus og udnyttede sin første matchbold.

Anders Antonsen var ikke den eneste dansker, der onsdag spillede sig videre i Sydkorea.

I de tidlige morgentimer dansk tid vandt mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje i to sæt over et sydkoreansk par.

Det danske makkerpar kommer med en frisk turneringssejr fra en Super 100-turneringen i Indonesien i seneste weekend.

Herresinglespilleren Magnus Johannesen tabte onsdag i to sæt, 21-23, 14-21, til veteranen Chou Tien-chen fra Taiwan, der er seedet som nummer tre i turneringen.

/ritzau/