Uanset hvordan hans karriere så vil udvikle sig fremover, kan ingen nogensinde tage fra Johan Absalonsen, at han fik sin førsteholdsdebut i Brøndby mod selveste Barcelona. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>AF PER BØRDING

13 minutter før tid var det alvor for den 18-årige spiller, som først blev rykket op i A-truppen her til vinter.

»Det er helt fantastisk. Jeg har stadigvæk ikke helt fattet, at jeg fik debut mod Barcelona. Det er dejligt at kunne sige om 10 år,« siger den stolte fløjspiller, som blev lidt nervøs, da han blev sendt til opvarmning foran 26.000 tilskuere.

»Det begyndte da at kildre i maven, da de fra bænken råbte, at nu skulle jeg ind. Men omvendt kunne jeg næsten ikke vente. Nu skulle jeg vise de der Barca-drenge, hvordan man spiller fodbold,« siger han.

Tænkte kun på kampen
På selve kampdagen vågnede Absalonsen meget tidligt i Vedbæk, hvor spillerne var indlogeret på hotel.

»Jeg vågnede mindst 20 gange, helt rastløs, og hele dagen tænkte jeg kun på kampen. Og efter kampen spillede jeg så kampen igennem i hovedet mange gange,« siger Absalonsen, der naturligvis havde far, mor og lillesøster på plads på tribunen torsdag aften. Kun storesøster kunne desværre ikke være til stede.

»Jeg har slet ikke tal på alle de sms-beskeder, som jeg fik fra vennerne efter kampen. Men fra selve kampen kan jeg ikke huske ret meget. Sådan et kvarter flyver bare af sted. Nu må jeg have fat i kampen på video, så jeg kan se, hvad der i virkeligheden foregik,« siger han.

Næste stop er gigantiske Camp Nou.

»Det er klart, at jeg har fået blod på tanden nu, men jeg skal selvfølglig også slappe lidt af,« siger han.

Cheftræner Laudrup var også godt tilfreds med Absalonsen.

»Det er bestemt ikke hver dag, at nogle får debut i en kamp mod Barcelona. Johan gik uimponeret til opgaven, og det viser jo bare, at vi har set rigtigt i at rykke ham op. Men selvfølgelig har han meget at lære endnu,« siger chefen. peb