»Uden pis – det var det fedeste, hun havde oplevet i halvandet år!«

Ordene kommer fra Danmarks måske største parasportsstjerne, nordjyske Peter Rosenmeier.

I tre DR-programmer har den 38-årige bordtennisspiller fra Hadsund været i både Uganda, Ukraine og Dubai for at trykteste sin påstand: At danskere med handicap har muligheder og potentiale til mere.

Og netop dén påstand har givet skrammer.

»Det bliver lidt kontroversielt, for jeg ser mange mennesker, som ikke får det ud af det, de kunne. Det handler både om, hvordan vi som samfund ser på det, men også som individ bliver man nødt til at turde tage et skridt frem i bussen,« siger 38-årige Rosenmeier.

Han mener, personer med handicap i Danmark over en bred kam er privilegerede.

»Hvis jeg var født i et af de lande, havde jeg været helt fucked,« siger han og forklarer, at holdningen har givet en del hug.

»Jeg har måske fået ti henvendelser fra folk, der føler sig ramt, og det var over stregen,« siger han.

Dybt koncentreret Peter Rosenmeier under OL i Tokyo. Anderledes smil og alvor har der været over paraatleten på hans rejser rundt i verden i DR-programmet 'Rosemeiers Rejse'.
Dybt koncentreret Peter Rosenmeier under OL i Tokyo. Anderledes smil og alvor har der været over paraatleten på hans rejser rundt i verden i DR-programmet 'Rosemeiers Rejse'. Foto: Joe Toth for OIS
Vis mere

»Jeg ved godt, der er nogle af dem med svære handicap, som kæmper med systemet. Men der er også mange med fysiske handicap, som får hjælp – som mig selv for eksempel,« siger Rosenmeier, der mangler halvdelen af højre arm, har tre fingre på venstre arm og mangler halvdelen af højre ben.

Det danske perspektiv var også det, der gjorde, at Ukraine smashede sig hårdest ind i bevidstheden efterfølgende.

»Der er ingen tvivl om, at det ramte hårdest, fordi man tager en velovervejet beslutning om, at mennesker med handicap ikke er lige så meget værd som andre. De skal gemmes væk.«

»De aflives ikke, men det er det tætteste, man kommer på det, uden at bryde alle mulige lovgivninger,« lyder den hårde og kontante dom om det nu krigshærgede land, som han siger, mindede om en tidsrejse 50-60 år tilbage i tiden i Danmark.

Også Uganda gjorde indtryk, men det var bare ikke nær så overraskende for den berejste Rosenmeier, at der var knappe ressourcer – også til handicappede – i det afrikanske land.

Og så ender vi i »kontrasternes hovedstad«, som Rosenmeier kalder Dubai.

Med sin stjernestatus var Rosenmeier og frue Marleen i 2016 inviteret til bal hos dronning Margrethe og kronprinsparret sammen med andre fra kunst- og kulturlivet.
Med sin stjernestatus var Rosenmeier og frue Marleen i 2016 inviteret til bal hos dronning Margrethe og kronprinsparret sammen med andre fra kunst- og kulturlivet. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Her møder han Samah, der er blind, og hvis forældre er bange for at lade hende forlade huset – eller smøre sin egen mad.

Her gjorde Rosenmeier noget, som ikke var en del af aftalen.

»Vi måtte kun snakke med hende, fordi forældrene var så enormt nervøse,« siger Rosenmeier, der så sit snit, da forældrene var på job, og familiens au pair var ude af syne:

Samah skulle lære at lave en toast – på trods af hun ikke kendte den korte vej til køleskabet i sit eget hjem.

»Da hun fortalte, hun aldrig havde åbnet køleskabet, måtte jeg simpelthen vise, hvor nemt det var,« fortæller den chokerede dobbelte PL-guldvinder om mødet med den ellers ressourcestærke familie.

»Når du kan møde sådan en pige, som gerne vil fremad, men hvor forældrene pakker hende ind i en hårdt oppustet hoppeborg, tænkte jeg: 'Det kan simpelthen ikke passe, folk tager pis på mig',« siger han.

Og så lavede de ellers en toast på panden.

Med dansk smør.

Og de overlevede uden at brænde huset ned.

»Uden pis – det var det fedeste, hun havde oplevet i et halvt år,« siger Rosenmeier, der senere skulle fortælle Samahs forældre om den misligeholdte aftale.

Men svaret var overraskende positivt fra forældrene, der lovede, at Samah fremover ville få chancen for at blive mere selvstændig.

»Nu kommer jeg jo også der uden arme og ben, så det var ligesom svært at sige mig imod,« griner Rosenmeier, inden han bliver mere seriøs.

»I og med det ligesom var sket og lykkedes, kunne de ikke rigtig sige mig imod, og de talte mig enormt efter munden.«

Men som Rosenmeier selv siger, så kan han ikke redde hele verden – og han er også realistisk omkring, hvad der sker med Samah, når det danske filmhold slukker for kameraet, og døren lukkes.

»Det stank langt væk af, at når jeg var ude ad døren, så var det glemt,« siger Rosenmeier, der ikke afviser at tage endnu en tv-tur rundt i verden.