En ung kvinde er forvirret over mænd, der først viser interesse og så ghoster eller med andre ord totalt ignorerer hende og lader være med at svare.

Hvis du vil skrive til B.T.s sexbrevkasse, så kan du gøre det helt anonymt til sexbrevkassen@bt.dk. Skriv blot din alder og køn, så svarer vores eksperter.

Jeg er ret gal

Jeg er lige blevet ghosted (ignoreret, red.) af en, og det er jeg faktisk ret gal over. Særligt, fordi vi havde en lang snak om, hvor nederen det var at blive ghosted.

Vi har været på to dates. På anden date snakker vi om Tinder og om folk, der ghoster. Han fortæller om en, han har set i flere måneder. Efter daten kysser han mig og spørger, om vi skal ses igen. Han skriver til mig hurtigt samme aften. Så er der bare radiotavshed i fire dage, indtil jeg skriver til ham, og han skriver tilbage, at han ser en anden.

Hvordan skal jeg reagere på det, og kan jeg på nogen måde forebygge, at det sker?

Hilsen singlekvinde på 28, der gerne vil have en kæreste (se Maj Wismanns svar under billedet).

Maj Wismann er klinisk sexolog. Du kan finde hende på majwismann.dk.
Maj Wismann er klinisk sexolog. Du kan finde hende på majwismann.dk.
Vis mere

Det er mega uforskammet

Det er simpelthen så uforskammet at ghoste. Men det er risikoen, når vi begynder at involvere os med et andet menneske, så skal man jo gå et stykke hen ad vejen med dem for at finde ud af, om man har de samme værdier. Og en ting er snak, noget andet er handling.

Det kommer ikke bag på mig, at han har sagt, at han er mega meget imod ghosting, selvom han selv bruger den strategi, for man sidder jo ikke og siger, at ghosting er vildt fedt, når man har den snak. Desværre er ghosting en præmis, vi ikke kan undgå, så jeg vil faktisk foreslå, at du ikke har det i hovedet for meget, når du møder en.

Dine følelser er helt fair, og jeg siger ikke, du ikke skal bande og svovle og ringe til din veninde og rase ud. Så hold tre ugers datingpause, slik sårene og tænk: 'Sikke en tarvelig adfærd', og så er det videre i teksten. Man kan ikke forebygge det, men man kan forsøge at acceptere, at det er en del af at date.

Og hvis han så henvender sig igen, så er der et kæmpe rødt flag, og så er det bare væk fra ham. For dig er der ikke et tab her, så du skal hurtigst muligt videre.