Sæt dit hus til salg, hvis du er utilfreds.
Sådan lød anbefalingen fra Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet til boligejer Kit Abel Prehn, efter at hun havde siddet i telefonkø i halvanden time.
»Det er lidt vildt, at man skal sætte sit hus til salg for at få behandlet sin sag fair. Er det ikke lidt absurd?« siger Kit Abel Prehn.
Vurderingsstyrelsen har vurderet hendes hus til at være 22,4 millioner kroner værd. Kit Abel Prehn er frustreret. Hun mener, det er en alt for høj ejendomsvurdering, der vil føre til en alt for høj boligskat og gøre huset usælgeligt.
Tre eksperter i boligskat har i B.T. bakket hende op: Den nye ejendomsvurdering på 22,4 millioner kroner er alt for høj og »skudt helt ved siden af« som den ene ekspert skatterevisor Henning Boye Hansen formulerer det.
Også to ejendomsmæglere har set på huset og vurderet, at Vurderingsstyrelsens ejendomsvurdering er flere millioner kroner for høj.
Derfor blev Kit Abel Prehn chokeret over Vurderingsstyrelsens svar på hendes klage i denne uge. I brevet fra styrelsen står der:
»Vi har nu kvalitetstjekket vurderingerne, og vi har ikke fundet grundlag for at ændre den foreløbige vurdering af dit hus.«
'Du skal sætte huset til salg'
Brevet er kortfattet og indeholder ingen yderligere forklaring – kun et telefonnummer som Kit Abel Prehn kunne ringe til, hvis hun havde spørgsmål.
Efter at have siddet i telefonkø i halvanden time kom hun endelig igennem til en medarbejder i Vurderingsstyrelsen.
Endnu en gang var beskeden overraskende.
Medarbejderen kunne ikke gøre hende klogere på, hvorfor Vurderingsstyrelsen mener, at hendes hus skal beskattes af et beløb, der ifølge eksperter og ejendomsmæglere er flere millioner kroner for højt.
Vurderingsstyrelsens kvalitetstjek er tilsyneladende ikke lavet af et menneske, men af et it-system. Men det var ikke til at se med sikkerhed i styrelsens system, fortalte medarbejderen, som Kit Abel Prehn var kommet igennem til.
Og hvis Kit Abel Prehn vil have et rigtigt menneske til at se på sagen på nuværende tidspunkt, så må hun sætte sit hus til salg, lød anbefalingen:
»Det er lige før jeg har lyst til at sige til dig, at du skal sætte huset til salg,« kan man høre medarbejderen i Vurderingsstyrelsen sige i en optagelse af telefonopkaldet, som B.T. har hørt.
Hvis man skal til at sælge sit hus, kan man nemlig få særlig adgang til hurtigt at få lavet et grundigt tjek af sin foreløbige ejendomsvurdering for 2022:
»Så er der 14 dages behandlingstid, og så er der meget mere gennemsigtighed i forhold til, hvad der bliver kigget på, og så er det 100 procent et menneske, der sidder og behandler det,« forklarer medarbejderen i telefonen.
Mere ventemusik i telefonen
Medarbejderen er tydeligt høflig og velmenende. Men anbefalingen om at sætte huset til salg frustrerer Kit Abel Prehn. Hun har ikke nogen planer om at skulle flytte lige foreløbigt. Hun vil bare gerne have en korrekt boligskat og forstå, hvordan den er udregnet.
»Jeg skal bare lige forstå: Hvor langt i salgsprocessen skal man være for at få tjekket sin vurdering? Skal man sætte huset rigtigt til salg på nettet?« spørger hun Vurderingsstyrelsens medarbejder.
Ja, lyder svaret:
»Det skal på en eller anden måde kunne dokumenteres, at huset er til salg og på markedet,« siger medarbejderen og anerkender, at det er en »dum situation«.
Medarbejderen vil gerne lige dobbelttjekke med en af sine kollegaer, om de kan gøre mere for at hjælpe Kit Abel Prehn, og han spørger, om hun kan hænge på i telefonen.
Efter ti minutter med ventemusik i telefonen er medarbejderen tilbage med dårlig nyt:
Det korte af det lange er, at styrelsen ikke kan sige mere til Kit Abel Prehn. Der er ingen forklaring på, hvordan styrelsen har kvalitetstjekket ejendomsvurderingen. Det ligner en »maskinel afgørelse ud fra noget data«, får hun at vide.
»Det er grotesk og retsløs,« siger Kit Abel Prehn til B.T., selvom hun oplevede styrelsens medarbejder som hjælpsom.
»Som han sagde, så er det bestemt oppefra.«
'Problem for retssikkerheden'
B.T. har forelagt sagen for to eksperter:
»Jeg letter på hatten for medarbejderen hos Vurderingsstyrelsen for virkelig at hjælpe boligejeren, men det skriger jo til himlen, at det skal være nødvendigt at gøre det på den måde,« siger skatterevisor og chefkonsulent i BDO Henning Boye Hansen.
Han kalder det et problem for retssikkerheden, og han er skuffet over, at der ikke er kommet noget bedre ud af at poste ti års arbejde og fire milliarder kroner i it-systemet bag de nye ejendomsvurderinger:
»Skatteministeren bliver ved med at gentage, at boligejerne ikke har noget at frygte, fordi skatterabatten værner dem mod for høje vurderinger. Det er boligejerne selvsagt tilfredse med, men ingen boligejere kan forstå, hvorfor et vurderingssystem, som det har taget ti år at udvikle, og som har kostet fire milliarder kroner, ikke kan give mere rigtige vurderinger,« siger Henning Boye Hansen og understreger, at ansvaret i hans øjne ligger hos Folketinget.
Også analysechef i den liberale tænketank CEPOS, Otto Brøns-Petersen, undrer sig:
»Hvis det er udtryk for, hvordan styrelsen generelt behandler boligejernes indvendinger, så skal man vist ikke lægge for meget i det kvalitetstjek,« siger han.
'En fejl'
B.T. har spurgt Vurderingsstyrelsen ind til sagen.
Det var en fejl, at Kit Abel Prehn blev anbefalet at sætte sit hus til salg, skriver styrelsen:
»Vurderingsstyrelsen skal beklage, hvis den pågældende boligejer er blevet fortalt eller har fået den opfattelse, at styrelsen anbefaler at sætte et hus til salg for at få kvalitetssikret en ejendomsvurdering. Det er naturligvis ikke tilfældet.«
Styrelsen forklarer stadig ikke, hvordan kvalitetstjekket af Kit Abel Prehns ejendomsvurdering er lavet, men bekræfter, at det ikke er alle kvalitetstjek, der er blevet udført af mennesker.
Styrelsen forsikrer, at der vil blive lavet en yderelige »omfattende manuel kontrol« inden vurderingerne for 2022 bliver gjort endelige.