Om mandagen – 14. juni – var 52-årige Vinnie Rath blevet indlagt. Hun var pludselig blevet dårlig. Svimmel.
Hun havde haft smerter i lungerne og problemer med at trække vejrret.
Lægerne rykkede hurtigt, tog prøver og konstaterede, at hun havde svært ved at ilte blodet.
En uge senere var hun udskrevet og hjemme igen.
Men Vinnie var ikke på toppen. Langt fra.
En ny trykken i den øvre del af ryggen – på bagsiden af lungerne – var hen under aftenen den 20. juni begyndt at tage til. Sideløbende var Vinnie begyndt at få åndenød.
Omkring kl. 22.30 besluttede Vinnie Rath sig for at ringe til 1813, akuttelefonen i Region Hovedstaden.
»Jeg ville ikke stå alene med det. Jeg ville gerne have en læge ind over,« fortæller hun B.T.
»Man bliver angst«
Vinnie Rath er uddannet sygeplejerske med årelang erfaring fra opvågningsafsnittet på Glostrup Hospital. Hun ved derfor en del om lungerne, og hvordan de fungerer. Hun ved også, hvornår de ikke gør.
»Det var ikke fordi, jeg var synderligt bekymret, da jeg ringede, men der regnede jeg heller ikke med, at jeg skulle vente så længe,« siger Vinnie.
Med ventemelodien i øret gik den første time. Så den næste. Ingen svarede.
Først efter 137 minutter – 2 timer og 17 minutter – kom Vinnie igennem til en læge.
»Jeg spurgte, hvorfor det havde taget så længe, og her fik jeg bare at vide, at de havde »rigtig travlt«. Jeg sagde, at jeg havde åndenød og ondt i lungerne, og så sagde de, at jeg skulle tage ud på hospitalet med det samme,« fortæller Vinnie Rath.
»Det var virkelig ikke rart at vente så længe, og hvis man ikke ved noget eller kender til symptomerne, kan jeg godt forstå, at man bliver angst.«
Etårige Carl Otto ventede i 98 min.
B.T. kunne mandag fortælle om etårige Carl Otto, der forrige fredag ved egen læge fik konstateret mellemørebetændelse.
Han blev herefter sendt hjem med en besked til forældrene om at ringe til 1813, hvis det blev værre i løbet af weekenden.
Det blev det søndag, og da termometret viste 40 i feber, og den lille dreng var slap, havde kolde hænder og fødder og besværet vejrtrækning, valgte familien at ringe 1813.
Men også de fik lov til at vente. Helt præcis 98 minutter gik der, før Carl Ottos tilstand kom på lægens bord.
Flere fortæller om samme oplevelse
På baggrund af Carl Ottos historie har B.T. fået en række henvendelser fra frustrerede borgere, der alle synger den samme klagesang om 1813.
Blandt andet fortæller en læser, at ventetiden var 62 minutter, da han derhjemme sad smerteplaget efter en operation for nyresten tre dage forinden.
‘Jeg tænkte: det her klarer jeg ikke. Jeg kontaktede min ven, som skyndte sig over til mig og kørte mig på Herlev Hospitals akutklinik, som heldigvis tog imod mig med det samme,' skriver han.
En anden skriver:
‘58 min. ventetid. På den tid havde jeg fundet en læge og sygeplejerske i eget netværk, som kunne guide ifht. vild feber og vejrtrækning. Heldigvis skete der ingenting, men kæmpe usikkerhed og stress forbundet med det’.
B.T. har siden onsdag i sidste uge forsøgt at få et svar fra Region Hovedstaden. Men forgæves. Heller ikke her falder svarene hurtigt.
B.T. har blandt andet spurgt til, hvorfor ventetiden hos 1813 er så lang? Om hvorvidt en ventetid på 98 minutter, som i Carl Ottos tilfælde, er noget, man som borger skal regne med? Og hvad de ser som en acceptabel ventetid på akuttelefonen for regionens borgere.
