Uforstående personale, afslag på behandling og haltende hormonbehandling.

12 transmænd og -kvinder rejser overfor Politiken kritik af Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet i København.

Blandt andet fortæller én, at centret flere gange har afvist at tilbyde behandling, som transkønnede ifølge Sundhedsstyrelsen er berettiget til. Derfor søger flere nu hjælp ved afdelingen i Aalborg.

Derudover oplever de 12 patienter, at både ledelsen og enkelte medarbejdere mangler en helt grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at være transkønnet.

Tilbage i 2017 fjernede Danmark, som det første land i verden, transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Det var meningen, at Center for Kønsidentitet skulle rydde op i flere års problemer med behandling for transkønnede, da det blev grundlagt for 2,5 år siden.

Men det, der skulle have været et flagskib i København, lever ikke op til alle forventningerne. For det er ikke en selvfølge, at man får den ønskede behandling, noget som Liam Pedersen har oplevet:

»Det er lidt absurd, at vi skal overbevise dem om, at vi har det dårligt nok til at få hormoner, men samtidig må vi heller ikke have det for dårligt«.

Og de transkønnede, der står frem i Politiken, er ikke alene med kritikken. De bakkes op af flere psykologer og organisationen LGBT+ Danmark.

Malene Hilden, der er leder af Center for Kønsidentitet, er ked af patienternes oplevelser, men kan ikke genkende kritikken. Dog oplyser hun, at kritikken giver stof til eftertanke.