Fredag eftermiddag er der sket et uheld på Slagelse Landevej ved Gydenholm syd for Sørbymagle.

Det handler om, at to biler er kørt sammen, fortæller vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.

Omstændighederne for de tilskadekomne er der fortsat ret uklare.

»Det eneste, vi ved lige nu, er, at en enkelt person er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet,« forklarer Stefan Jensen, der er vagtchef.

Det er også fortsat uklart, hvordan uheldet er sket derude.

»Lige nu venter vi på, at en bilinspektør ankommer til stedet og kigger nærmere på situationen,« siger han.

Indtil videre er der en omkørsel ved Katrinevej og Gyldeholmvej.

Tidshorisonten er ukendt.