Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Glasuren på de mange stykker kage, der lørdag eftermiddag blev delt ud ved åbningen af en netværkscafé, lå i et tykt lag og havde to farver:

Blå og gul.

Ligesom i øvrigt ballonerne, skiltene og flagene på bordene, der alt sammen var med til at signalere, hvem det hele var for: Nemlig ukrainere, der i dagens anledning var mødt talstærkt op for at fejre det nye samlingssted.

To af dem var Anastasiia Zemlin og Anzhelika Chept, der begge har boet i Danmark i et par år, men som for nylig har fået selskab af deres familie, der ligesom mange andre er flygtet fra krigen.

Begge ville gerne udtrykke, at de er dybt taknemmelige over, hvordan danskerne har taget imod deres familier.

Blandt andet gennem foreningen Free-Ukraine, der står bag den nye netværkscafe på Vesterbro i Odense, hvor der samtidig kommer til at være en butik med gratis, sponserede varer om lørdagen.

»Vi synes, det er et rigtig godt initiativ at åbne sådan et sted, for det er også en måde, Danmark viser, man støtter ukrainere,« siger Anzhelika Chept.

Hun hentede for nylig sin mor, sine to søstre og deres to små børn i Polen og tog dem med til Danmark, hvor hendes små nevøer lagde mærke til alle de ukrainske flag.

»Det betyder rigtig meget for dem, fordi de føler sig ikke så alene her,« siger hun.

Som herboende ukrainer har hun og mange andre stået i en svær situation på grund af situationen i hjemlandet, hvor familiemedlemmer har været usikre og bange.

»Jeg tror også, det var svært for mange ukrainere, som allerede var her, fordi de følte sig splittet mellem to verdener,« siger hun.

Foreningen og den nye netværkscafé, som har fået lov til at låne lokalerne på Vesterbro gratis og allerede modtager donationer fra lokalområdet, er selvfølgelig primært for de ukrainere, der netop er kommet til landet.

Derfor forventer venindeparret primært at komme i caféen i det omfang, de kan hjælpe deres landsmænd ved for eksempel at tolke eller hjælpe dem med at få et netværk.

»Det er svært for de mennesker, som kommer her, at forstå reglerne i Danmark og finde venner, og de mangler også at snakke og kommunikere,« siger Anastasiia Zemlin og fortsætter:

»Derfor tror jeg, at det er en virkelig god idé med den café, hvor der er plads til, at de kan spørge om hjælp, eller spørge om én kender nogen, som kender nogen, som kan hjælpe.«

Andre læser også