’Blåskjorterne’ eller ’Den lyseblå brigade’. En udefineret gruppe mænd bestående af profilerede værter og chefer, der igennem en årrække var bannerførere for en løssluppen festkultur på TV 2.

En kultur, hvor grænsen mellem chef og ansat var flydende, og hvor hverdagen var præget af en hård, sexistisk tone med talrige eksempler på krænkende adfærd over for kvinder.

Sådan beskrives det i en ny dokumentar på Discovery+, 'MeToo: Sexisme bag skærmen', hvor 11 nuværende og tidligere kvindelige TV 2-medarbejdere står frem og fortæller om deres oplevelser, og hvordan den grænseoverskridende adfærd fra de mandlige chefer har påvirket dem.

Men hvor kvinderne tager bladet fra munden og offentligt stiller sig til skue i dokumentaren, er 'Blåskjorterne' anonymiseret. Kun Jes Dorph-Petersen, som tidligere selv har talt om anklagerne mod sig, bliver nævnt ved navn.

Da anden bølge af MeToo skyllede ind over Danmark, tog den Jes Dorph-Petersen med sig. I en advokatundersøgelse, der skulle granske arbejdskulturen på TV 2, stod to kvinder pludselig frem og fortalte, hvordan Jes Dorph i 00erne havde krænket dem.
Da anden bølge af MeToo skyllede ind over Danmark, tog den Jes Dorph-Petersen med sig. I en advokatundersøgelse, der skulle granske arbejdskulturen på TV 2, stod to kvinder pludselig frem og fortalte, hvordan Jes Dorph i 00erne havde krænket dem. Foto: Emil Agerskov
Vis mere

Og det er et problem, mener i hvert fald Jacob Nybroe, der i dag er chefredaktør på Jyllands-Posten, men bag sig har en 16 år lang fortid som både redaktionschef og nyhedschef på TV 2.

Han genkender ikke billedet af den førnævnte festkultur, og han mener, at man ved at hemmeligholde navnene på de chefer, der anonymiseret bliver beskyldt for magtmisbrug og årelange krænkelser, mistænkeliggør alle andre, der enten har arbejdet eller fortsat arbejder på TV 2.

»Jeg synes, det ville klæde dem, som anklagerne nu bliver rettet imod, at stå frem. For jeg er ret træt af, at jeg kan forveksles med en af dem, som det måtte være«, siger Jacob Nybroe til Politiken.

Over for avisen afviser han pure, at nogle af de beskrevne situationer i dokumentaren omhandler ham.

Ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe mener, at det er i alles interesse, hvis de mænd, der anonymt anklages for krænkelser i den nye dokumentar om TV 2, nu står frem.
Ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe mener, at det er i alles interesse, hvis de mænd, der anonymt anklages for krænkelser i den nye dokumentar om TV 2, nu står frem.
Vis mere

B.T. har anmodet Jacob Nybroe om et interview, men i en sms skriver han, at det desværre ikke er muligt, da han sidder i møder hele dagen.

B.T. ville gerne have spurgt den tidligere TV 2-chef, om han kendte til – eller har hørt rygter om – nogle af de historier, som kvinderne beretter om i dokumentaren, da mange af dem er sket i den periode, hvor han selv var en del af samme ledelseslag.

Og hvis han kendte til dem, hvorfor han så ikke gjorde noget ved det? Og endelig, hvorfor han ikke 'bare' selv sætter navne på de personer, det drejer sig om, når de nu mistænkeliggør alle andre ved ikke selv at komme ud af busken?

Jacob Nybroe understreger i et interview tirsdag morgen til TV 2 News, at han ikke ved, hvem de pågældende chefer og værter, der refereres til, er. Samtidig fastslår han, at såfremt han vidste det, ville han af juridiske årsager ikke kunne afsløre deres identitet.

»Det ville være injurierende, hvis jeg satte navne på det her,« siger han til kanalen og opfordrer igen de involverede til at stå frem.

For de medvirkende kvinder i dokumentaren har hovedformålet med udsendelsen aldrig været at navngive de krænkende parter. Hovedpræmissen har udelukkende været at fortælle om en rådden kultur og på sigt sørge for, at det ikke gentager sig.

»Jeg gjorde det udelukkende for at sætte fokus på noget relevant. Der var – og er måske stadig – en usund kultur på TV 2 eller andre steder. Og det skal frem,« sagde Louise Degn til B.T. mandag.

Hun medvirker selv i dokumentaren og fortæller, hvordan hun som 23-årig og nystartet praktikant blev krænket af Jes Dorph-Petersen og en anden mandlig TV 2-ansat.

Hun fortæller ligeledes, hvordan TV 2 var en grænseløs arbejdsplads, hvor »det var forventeligt og helt almindeligt, at praktikanter, værter og chefer havde sex med hinanden«. Flere af de andre medvirkende kvinder tegner et billede af TV 2 som en slags sekt.

Hvem, der ledte denne 'sekt', var ifølge kvinderne de føromtalte 'Blåskjorter'. En lille skare – et klart mindretal – af de mænd, som i 00erne, hvor kulturen var værst, besad chefstillinger og fremtrædende positioner i nyhedsafdelingen.

Hvor mange 'Blåskjorter', der reelt var tale om, og hvem de var, er svært at blive klog på i dokumentaren.

Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Jes Dorph bliver som den eneste mand nævnt i udsendelsen, men mandag aften fortalte Anna Thygesen, som også medvirker i dokumentaren, at den krænker, hun i anonymiseret form refererer til, er Michael Dyrby, som i dag er ansvarshavende chefredaktør på B.T., men fra 2002 til 2015 var nyhedschef samt nyhedsdirektør på tv-kanalen.

Til Ekstra Bladet fortæller Anna Thygesen, hvordan Michael Dyrby på vej hjem i en bus fra en TV 2-julefrokost skulle have sagt:

»Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig.«

Michael Dyrby har efterfølgende afvist, at episoden har fundet sted:

»Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke har sagt noget så grænseoverskridende til Anna Thygesen for 14 år siden – det ville også være helt uacceptabelt.«

Jes Dorph har ikke siden offentliggørelsen af dokumentaren ønsket at stille op til interview, men udsendte mandag eftermiddag en længere forklaring på Facebook. Blandt andet skrev han, at Therese Philipsen – som er den ene af de to kvinder, der i udsendelsen anklager ham for krænkelser – taler usandt.

»Det er rigtigt, at TP (Therese Phillipsen, red.) og jeg havde et kortvarigt forhold i 2001. TP var dengang 25 år. Jeg var 41 år og havde som funktionæransat ingen chefbeføjelser. TP har endvidere forklaret, at hun ikke blev udsat for nogen form for magtmisbrug på arbejdspladsen. Men jeg fortryder i dag, at jeg indledte et forhold til en journalistpraktikant. Det var udtryk for dårlig dømmekraft.«

Senere mandag slettede Jes Dorph sit opslag fra Facebook.