Hun var kun 17 år gammel, da hun tog en kæmpe beslutning. Hun gjorde det i smug og frygtede at skulle fortælle sine forældre det. Og det viste sig også, at beslutningen fik store konsekvenser for hende.

Hun mistede kontakten til dele af sin familie, hun fik svært ved at få arbejde, og fremmede på gaden kiggede skævt til hende. Enkelte spyttede endda efter hende.

Nu – fire år efter – er hun bukket under for presset.

Sine Johansen har delt mange billeder af sine abayaer – lange, dækkende kjoler – på sin Instagram-profil. Givet gode råd til, hvordan tørklædet skulle bindes korrekt. Og stået frem i en 'Tværs'-dokumentar på DR og åbent fortalt om, hvordan hendes familie og venner har reageret på hendes nye liv som tørklædebærende konvertit.

Men nu er det slut. De tildækkede billeder er alle blevet slettet fra hendes Instagram. Hver og en. Og i stedet er der nu billeder af hendes lange, mørkblonde hår, blå øjne og blomstrede kjoler.

Sine Johansen, der flyttede til Aarhus fra Aalborg, efter hun blev muslim, har gået med tørklæde i knap fire år.

'Man skal være glad for sit tørklæde, og det var jeg ikke til sidst. Det var en kæmpe beslutning for mig at tage det af. Men jeg kan mærke, jeg er mere rolig i min mave nu,' skriver hun på sin Instagram, hvor hun indtil for en uge siden har delt tanker og erfaringer om livet som kvindelig konvertit.

Indtil for nylig gik Sine Johansen med tørklæde.
Indtil for nylig gik Sine Johansen med tørklæde. Foto: Privat foto
Vis mere

Men selvom Sine Johansen, der er mor til to små børn, har taget sit tørklæde af, betyder det ikke, at hun ikke længere er muslim. Hun tror stadig på det samme, understreger hun.

»Presset udefra er blevet for stort, føler jeg. Jeg var begyndt at være utryg, når jeg bevægede mig ud i offentligheden med tørklæde på, og jeg følte, alle kiggede på mig og dømte mig,« siger Sine Johansen.

Hun har også enkelte gange oplevet at blive chikaneret af fremmede med racistiske tilråb og er også blevet spyttet på og skubbet til.

Sine Johansen tog tørklædet på for første gang, den dag hun som 17-årig konverterede til islam i en moské i Aalborg. Hun havde lånt en koran på det lokale bibliotek, smuglede den med hjem og gemte den på sit værelse, hvor hun i smug læste og læste og læste.

Hendes tidlige teenageår havde været præget af kaos, selvskade og grænsesøgning. Hun festede en hel masse med sine venner og var enormt optaget af at gå klædt i alt det rigtige tøj og makeup, men indeni følte hun sig tom og ulykkelig.

I Koranen fandt hun indhold, mening og ro. Ordene gav mening for hende. Og da hun på SOSU-skolen mødte en anden konvertit, hvis svigerfar var imam, fik hun lyst til at tage skridtet og selv konvertere.

»Det hele føltes bare så rigtigt, og jeg kunne slet ikke vente med at få tørklædet på. Jeg følte mig som mig selv, når jeg havde det på. Og som om jeg var lidt uovervindelig og urørlig,« siger Sine Johansen.

Med hendes beslutning mødte stor modstand hos hendes familie.

Hendes mor skældte hende ud og valgte helt at cutte kontakten med hende i en længere periode. På samme måde mistede hun fra den ene dag til den anden kontakten med flere familiemedlemmer, der beskyldte hende for at være blevet hjernevasket.

Det var ikke kun på familiefronten, tørklædet fik konsekvenser.

Tidligere havde hun altid haft let ved at finde arbejde, men så snart profilbilledet på jobansøgningerne var med tørklæde, oplevede hun, at hun kom allernederst i bunken. For forsøgets skyld sendte hun en ansøgning uden tørklæde og blev kaldt til samtale med det samme. Da hun så mødte op med tørklæde på, fik hun to minutter inde i samtalen at vide, at stillingen allerede var besat. Noget, der kraftigt bestyrkede hendes formodning om, at hun blev valgt fra udelukkende på grund af sit tørklæde.

Sine Johansen tog derfor tidligt en beslutning om, at hun gerne ville dele sine erfaringer fra livet som konvertit med andre, fordi hun tænkte, der måtte sidde mange rundtomkring med samme problemer som hende. Andre, som måske også følte sig ensomme.

Derfor har hun også stillet op til en række interview om emnet og medvirket i en 'Tværs'-dokumentar på DR. Derfor har hun også skullet samle sig mod til at fortælle sine følgere på Instagram, at tørklædet nu er fortid.

'Jeg ved, det kommer som et chok for mange. Jeg har været bange for folks reaktion over det. Jeg har også været bange for at miste mine veninder, for selvom jeg ikke går med tørklæde, er jeg stadig den samme. Vi mennesker er ikke bygget ens, og nogle er mere psykisk stærke, end jeg er,' skriver hun blandt andet til sine følgere.

Hun understreger, at hun stadig vil dele erfaringer og oplysninger om islam på de sociale medier, selvom hun nu har taget sit tørklæde af.

'Jeg er stadig stolt af islam og dens historie og vil til enhver tid bakke op om muslimske kvinders ret til at bære tørklæde. Jeg var bare ikke glad og tryg ved at bære det længere. Måske en dag, når kvinder får bedre vilkår i det danske samfund, vil jeg tage det på igen, for jeg synes, tørklædet er fantastisk.'

For nogle år siden blev Sine Johansen islamisk viet med en mand med palæstinensiske rødder, som hun også har fået to børn sammen med. Parret er for nylig gået fra hinanden, men ifølge Sine Johansen har tørklædebeslutningen ikke noget med ham at gøre:

»Han er ligeglad med, om jeg har tørklæde på eller ej. Han ved godt, jeg er den samme indeni.«