Churchill-gruppen fra Aalborg var den første egentlige modstandsgruppe under Anden Verdenskrig. Nu er det sidste medlem, Helge Milo, død. Han døde søndag godt en uge før, han ville være fyldt 95 år.

»Han var en virkelig dejlig mand. Jeg er enorm stolt over at have haft ham som far,« siger datter Charlotte Milo til B.T.

Inden hans død, nåede Helge Milo sammen med sin datter at være med til at indvie en permanent udstilling om gruppen på Aalborg Kloster 4. maj sidste år.

»Jeg mødte en stolt mand, der havde problemer med hørelsen, og som gik med stok, men som ellers var fuldstændig klar i hovedet,« fortæller Søren Wormslev, som er formand på Aalborg Kloster, hvor Churchill-gruppen mødtes for første gang kort før jul i 1941, og som blev gruppens faste base.

Helge Milo nåede at være med til at indvie en permanent udstilling om Churchill-gruppen på Aalborg Kloster, som var gruppens fast base, og hvor de mødtes første gang kort før jul i 1941. Til indvielsen var han ledsaget af sin datter, Charlotte Milo.
Helge Milo nåede at være med til at indvie en permanent udstilling om Churchill-gruppen på Aalborg Kloster, som var gruppens fast base, og hvor de mødtes første gang kort før jul i 1941. Til indvielsen var han ledsaget af sin datter, Charlotte Milo. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her blev gruppen enige om, at »nogen måtte gøre noget« mod besættelsesmagten. Og hvis ikke det var de voksne, måtte det være dem.

På klostret gemte gruppen de våben, som de stjal fra tyskerne under deres 30 aktioner, indtil de blev anholdt af dansk politi i maj 1942.

Her fik Helge Milo som bare 15-årig en dom på halvandet års fængsel.

»Det var jo ikke aktioner, der ændrede krigens gang. Men ved deres eksempel, hvor de under retssagen ikke ville undskylde, var de med til at inspirere mange andre, og sætte gang i den egentlige modstandsbevægelse,« lyder det fra formand Søren Wormslev.

Som så mange andre modstandsmænd, talte Helge Milo ikke meget om hans bedrifter. Ikke før han var oppe i årerne, fortæller Charlotte Milo.

»I starten talte han ikke så meget om det. Der var der andre medlemmer fra gruppen, som var forud for deres tid, og som fortalte om deres personlige oplevelser. Det hjalp formentlig min far til at åbne mere op om sine egne oplevelser.«

Udstillingen om Churchill-gruppen på Aalborg Kloster er permanent. Her gemte gruppen de våben, som de stjal fra tyskerne. Gruppen blev anholdt af dansk politi i maj 1942. Her fik Helge Milo en fængselsstraf på halvandet år.
Udstillingen om Churchill-gruppen på Aalborg Kloster er permanent. Her gemte gruppen de våben, som de stjal fra tyskerne. Gruppen blev anholdt af dansk politi i maj 1942. Her fik Helge Milo en fængselsstraf på halvandet år. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Helge Milo blev i en alder af 63 år far til Charlotte, fordi en ung kvinde forelskede sig i ham, fortæller datteren.

»Han var utrolig kærlig og betød meget for mange mennesker. Efter hans død, har det været meget tydeligt, hvor meget han har betydet for andre i alle mulige aspekter af sit liv,« fortæller datter Charlotte Milo og fortsætter:

»Det har været rart at blive bekræftet i. For mig har han betydet en masse, fordi han var min far. Så det har været sjovt at finde ud af, at han var så meget mere også.«

Helge Milo bisættes torsdag 7. april klokken 12 fra Hørsholm Kirke.

»Vi savner ham, men vi prøver at huske på, at det er den vej, vi alle sammen skal. Og så sætter jeg pris på de gode minder, vi har sammen, som han har givet mig,« afslutter Charlotte Milo.

Alle, der kendte Helge Milo, eller som havde en forbindelse til ham, er velkomne til bisættelsen, lyder det fra datteren.