Når det store træskibsarrangement Tall Ships Race løber af stablen til sommer, bliver det uden de velkendte russiske skibe.

Det står klart efter et møde mandag med den internationale arrangør 'Sail on Board' og de fire europæiske byer, hvor skibene skulle være anløbet.

»I de fire værtsbyer var der enighed om, at vi ikke ønskede at se russiske skibe. Og det stemmer jo godt overens med de beslutninger, der blev truffet i økonomiudvalget i går,« fortæller eventchef i Aalborg Events, Søren Thorst.

I går besluttede økonomiudvalget i Aalborg Kommune nemlig at kappe alle bånd til Rusland.

Udover Aalborg er de fire værtsbyer Esbjerg, Harlingen i Holland og Antwerpen i Belgien.

Mange nordjyder plejer at lægge vejen forbi, når der er Tall Ships Race i Aalborg. Men denne gang bliver det altså uden de store russiske træskibe, der plejer at være noget af et trækplaster (arkivfoto).
Mange nordjyder plejer at lægge vejen forbi, når der er Tall Ships Race i Aalborg. Men denne gang bliver det altså uden de store russiske træskibe, der plejer at være noget af et trækplaster (arkivfoto). Foto: SCANPIX DENMARK
Vis mere

I Aalborg skulle skibene ligge til kaj fra 3.-7. august.

»De russiske skibe plejer at være noget af et trækplaster, fordi de fylder så godt i havnen. Men vi lever fint uden,« lyder det fra eventchefen.

En del af årsagen er, at de russiske skibe, der normalt deltager i sejladset er flådeskibe med kadetter på.

Tall Ships Race er jo også et udtryk for kulturel udveksling. Går man ikke glip af noget ved at sige, de ikke må komme?

»Principperne bag Tall Ships Race er sejltræning for unge mennesker, men det ryger i baggrunden, når der sker sådan noget, som der sker i Ukraine. Det er sørgeligt for de unge mennesker, men sådan er det,« lyder det fra Søren Thorst.

Tall Ships Race starter ud i Esbjerg 7. juli, hvorefter de skal sejle til Harlingen i Holland. Herfra går turen til Antwerpen i Belgien, inden det løber an i Aalborg.