Sæbebobler til 1.000 kroner. Lego til knap 50.000 kroner. Og kridt for 2.995 kroner.

Inflationen har fået priserne til at stige, men prisskiltene i flere Kvickly-butikker var alligevel i en klasse for sig.

B.T. har modtaget en række videoer, der viser, at legetøj pludselig koster flere tusinde kroner.

Der er tale om Kvickly i Helsinge, Næstved og Odder, men der er også tale om en fejl.

Det fortæller Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, til B.T.

»Ved en teknisk fejl er komma flyttet 2 positioner, så 129,95 er blevet til 12995,00,« skriver Jens Juul Nielsen i et svar.

Han forklarer, at Kvicklys priser opdateres via en prisrobot, der har haft en fejl.

»Det er sket på en del legetøjsvarer på tværs af kæderne, og skulle være rettet nu,« oplyser han.