En nøgen kvinde, der onanerer til sloganet 'Billige boliger eller vi boller på gaden', har skabt debat rundt om i flere byer. Det er Socialistisk Ungdomsfront, der står bag plakaten, der har forarget en del.

I Aarhus er plakaten, der er lavet af kunstneren Siri Jo Genhild, blevet hængt op 60-70 steder.

Og kontaktperson for Socialistisk Ungdomsfront i Aarhus Jeppe Ulrich Lomholt fortæller, at der er mange flere plakater på vej. Indtil videre har han været med til to såkaldte plakatstorme, hvor de unge har klistret plakater op, og når der kommer nye forsyninger af værket, er planen, at endnu flere skal pryde byen.

»Vi synes, det er vigtigt at sætte fokus på de alt for høje boligpriser, som særligt rammer unge studerende, der har svært ved at finde noget at bo i. Vi har valgt denne plakat, fordi vi synes, den er pæn, og fordi den passer ind i vore kulturelle kontekst, hvor seksualitet ikke er noget, man skal skamme sig over, men derimod fejrer,« siger Jeppe Ulrich Lomholt.

Foto: Socialistisk Ungdomsfront
Vis mere

Han er dog god klar over, at der er nogen, der finder motivet af den nøgne kvinde stødende. Men det gør ham sådan set ikke noget.

»Det er til dels formålet. Vi vil jo gerne skabe noget debat, så vi bliver hørt,« siger han.

En af dem, der ikke er synderligt begejstret for det eksplicitte seksuelle udtryk på plakaten er formand for Konservativ Ungdom i Aarhus, Emil Lunau Bentsen.

»Jeg synes, plakaten er barnlig og vulgær. Det er provokation for provokationens skyld. Vi ville aldrig gå så langt – en kvinde, der onanerer over en bygning – bare for at få omtale,« siger Emil Lunau Bentsen.

Formand for KU i Aarhus Emil Lunau Bentsen synes, plakaten er vulgær.
Formand for KU i Aarhus Emil Lunau Bentsen synes, plakaten er vulgær.
Vis mere

Han mener heller ikke, plakaten skubber i retning af en politisk løsning på problemet med de manglende boliger i storbyerne.

»Hvis Socialistisk Ungdomsfront har en eller anden genial løsning på boligmanglen, synes jeg da, de skal kommunikere det i stedet for bare at være vulgære,« siger han.

Til det er Jeppe Ulrich Lomholt svar, at Socialistisk Ungdomsfront foreslår at droppe nedrivningen af de mange boliger i Gellerupparken og Bispehaven, som han mener er 'racistisk motiverede og kun er med til at skrue boligpriserne op'.