Der står tre kopper foran dig med orme i. Ormene hedder Toto, Tifi og Kiki, og hvis du har lyst, må du godt kværne dem i en kaffekværn.

Den besked fik deltageren som en del af et videnskabeligt forsøg om sadistisk adfærd. Deltagerne blev sat til enten at se en spændende dokumentar om Alperne – eller en 20 minutter lang og kedelig video af et vandfald.

Forsøget var en del af et stort nyt studie, som er blevet udgivet i det anerkendte tidsskrift Journal of Personality and Social Psychology af forskere fra Aarhus Universitet.

Det skriver Videnskab.dk.

Og resultatet af forsøget med ormene? Der var klart flest, der fik lyst til at tage livet af Toto, Tifi og Kiki, mens de så en kedelig optagelse af et vandfald fremfor en spændende dokumentar.

Resultatet taler ind det, forskerne ellers er kommet frem til i studiet, der i alt omfatter ni videnskabelige forsøg med sammenlagt 7.000 deltagere fra forskellige lande. Nemlig at kedsomhed kan gøre os mere sadistiske.

Af studiet fremgår det, at folk, der keder sig meget, troller mere på internettet, er mere onde mod deres kollegaer eller nyder at skade og drille deres børn.

En af forskerne bag er Stefan Pfattheicher, der forsker i sadisme på Aarhus Universitet. Han understreger, at det er såkaldt hverdagssadisme, der er blevet sat under lup i studiet og ikke den slags sadisme, der resulterer i kriminalitet. Hverdagssadisme findes i mange forskellige kontekster, både i skolen, i hjemmet, på arbejdet og på internettet.

Stefan Pfattheicher understreger derfor, at det er vigtigt, at der er gode alternativer til folk, der keder sig meget.

»Vores studie viser, at en person med almindelige personlighedstræk ikke tyr til sadistisk adfærd, når de keder sig, hvis de har andre alternativer. Derfor er det vigtigt, at vi giver folk andre muligheder såsom at udøve sport, være kreative eller læse en god bog,« siger han til Videnskab.dk.