Siden coronavirussen gjorde sit indtog i januar og forandrede verden for altid, er det blevet diskuteret heftigt, hvor dødelig virussen egentlig er.

Nu slår et nyt danske studie fast, hvor stor risikoen er for at dø efter smitte med covid-19 i Danmark.

Ikke overraskende har alder stor betydning for dødeligheden.

I slutningen af sidste måned udtalte direktør for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, på et pressemøde, at almindelig sæsoninfluenza er farligere for børn end coronavirus. B.T. har tidligere kunnet fortælle, at 29 børn døde under den seneste influenzaepidemi i 2018. Nul børn er døde med corona i Danmark.

Faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak under pressemøde om corona i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg, fredag den 23. oktober 2020.
Faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak under pressemøde om corona i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg, fredag den 23. oktober 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og nu viser nye tal fra Det Danske Bloddonorstudie og udregninger for Statens Serum Institut, hvor høj dødeligheden er for voksne.

Aldersgruppen 17-69 år har en dødelighed på 0,083 %, mens dødeligheden for coronasmittede på 70 år eller ældre er hele 5,4 procent.

Det vil sige, at dødeligheden er 65 gange højere hos den ældre gruppe sammenlignet med den yngre.

»Vores studie tyder på, at risikoen for at dø med COVID-19 har været markant højere for ældre medborgere over 69 år, end for smittede personer mellem 17 og 69 år«, siger Henrik Hjalgrim, professor på Afdeling for Epidemiologisk Forskning på SSI.

(ARKIV) En stue til coronapatienter på Hvidovre Hospital. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) En stue til coronapatienter på Hvidovre Hospital. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Han peger dog også på, at studiet ikke viser, om det er alder, som er skyld i en højere dødelighed, eller det faktum, at ældre oftere har kroniske sygdomme, som man ved, øger risikoen for at blive alvorligt syg af covid-19.

»Det er vigtigt at slå fast, at vores undersøgelse ikke belyser årsagerne til denne forskel, men at anden forskning peger på, at det særligt er samtidig kronisk sygdom, som oftere ses blandt ældre, som forværrer forløbet af covid-19,« siger han.

Det nye studie viser også, at det har en klar effekt at følge myndighedernes råd om afstand, hyppig håndvask og afspritning.

I studiet blev en gruppe pensionerede bloddonorer først spurgt ind til, om de fulgte myndighedernes anbefalinger i forhold til coronasmitte. Herefter blev en andel af respondenterne testet for, om de havde antistoffer mod virus.

Ny forskning viser, at myndighedernes anbefalinger tilsyneladende har en positiv effekt på at undgå at blive smittet. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Ny forskning viser, at myndighedernes anbefalinger tilsyneladende har en positiv effekt på at undgå at blive smittet. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Herefter kunne forskerne se, at de forsøgsdeltagere, der havde haft coronavirus, var dem, der havde svaret, at de var mindre tilbøjelige til at holde afstand og vaske hænder.

»Vi kan altså se, at det gør en forskel, om man holder afstand og følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer,« siger Ole Birger Pedersen.

Han står i spidsen for undersøgelsen og er overlæge på Sjællands Universitetshospital i Køge.