»På en roskildeuge produceres der op mod 2.000 tons affald, hvor omkring 60 til 80 procent er ting som telte og campingstole,« indledte lørdagens 'Go' morgen Danmark'-vært.

Med de skræmmende ord vendte han sig håbefuldt mod dagens gæster, Yasmin Poulsen og hendes medstuderende fra Aalborg Universitet.

De har nemlig et bud på intet mindre end, hvordan fremtidens mere bæredygtige festival, heriblandt også Roskilde Festival, skal se ud.

Og det hele starter med en stol.

Stolen, som Yasmin Poulsen har været med til at lave, er af hårdfør krydsfiner og stof af gamle bådkalecher.

Stolene røg direkte fra 'Go' morgen Danmark til årets Roskilde Festival, hvor Yasmin Poulsen og hendes venner prøver dem af resten af ugen.

Stolen skal kunne holde til lidt af hvert på en rodet og kaotisk festivalplads. Foto: Privat
Stolen skal kunne holde til lidt af hvert på en rodet og kaotisk festivalplads. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg sidder faktisk i stolen lige nu,« griner hun, da B.T. fanger hende en søvnig festivalmorgen, og fortsætter:

»Folk har indtil videre taget meget godt imod dem. Og det ligner måske ikke, at man sidder så godt i dem, men man sidder virkelig godt!«

Yasmin Poulsen læser arkitektur og design med fokus på industrielt design på Aalborg Universitet. Det er med hendes studiegruppe, at stolen er blevet til.

Ud over materialevalg og holdbarhed er det specielt festivalgæsternes tilhørsforhold, eller mangel på samme, til deres udstyr, som Yasmin Poulsens studiegruppe har fokuseret på at forbedre.

»Vi vil arbejde på det her problem med, at tingene ikke bare skal efterlades men skabe mere værdi. For hvor meget ejerskabsfølelse har man egentlig over en stol, man har givet 39 kroner for i Føtex?,« siger hun og fortsætter:

»Vi skabe et bånd mellem festivalgænger og stolen.«

Det gør de blandt andet ved at skabe plads samt gøre materialet godt nok til, at man kan skrive på stolene.

Stolen skal også samle på minder gennem festivalen. Foto: Privat
Stolen skal også samle på minder gennem festivalen. Foto: Privat
Vis mere

Og stolebenene på årets teststole er allerede ved at blive plastret til med skriftlige festivalminder.

»Så bliver man måske mere øm om stolen og vil passe mere på den og tage den med hjem igen. Så folk føler, stolene er lidt mere værd.«

Virksomheden Velux lavede sammen med Roskilde Festival denne konkurrence, hvor de studerende kunne komme med deres bud på fremtidens bæredygtige festival.

Indtil videre har Yasmin vundet en Roskilde Festival-billet, men forhåbningen er, at stolen også får medvind.

»Roskilde Festival og Velux har jo snakket om, at hvis nogle af de her ideer har potentiale, vil de måske arbejde videre med det. Det kunne jo være crazy!« afslutter hun.