Der er lige nu store optøjer i den amerikanske by Minneapolis som følge af drabet på George Floyd.

Den sorte mand, 46-årige George Floyd, mistede livet, efter at en politibetjent ved navn Derek Chauvin havde siddet med sit knæ på Floyds hals i flere minutter.

Det har efterladt store dele af verden i sorg og flere tusinde amerikanere i protest mod hændelsen.

En af de mere specielle happenings er en hvid mand, hvis ansigt er dækket af en gasmaske, og som holder en sort paraply - selvom det ikke regner - som går rundt og smadrer butiksvinduer kort før optøjerne i Minneapolis startede, skriver The Independent.

Nu koger internettet over - for hvem er manden?

Folk anklager ham for at være alt fra en undercover politibetjent til at være en del af Antifa (red; en venstreorienteret, antifacistisk politisk aktivistbevægelse)

Videoen (som du kan se ovenover) viser også, at manden bliver passet op af to personer, som angiveligt forsøger at stoppe ham, hvorefter han vender sig og hurtigt forlader stedet.

Et populært rygte gik viralt, da flere identificerede ham baseret på billeder af hændelsen som en specifik politimand med navn - St. Paul Politi har senere været ude og kommentere rygtet i et par tweets.

'Vi har set det. Vi har undersøgt det. Og rygtet passer ikke,' skriver de.

Siden tirsdag har der været voldsomme demonstrationer i byen Minneapolis i Minnesota. Det fik torsdag guvernøren i Minnesota, Tim Walz, til at udkommandere 500 soldater fra Nationalgarden i Minneapolis.

Politimanden Derek Chauvin er efterfølgende blevet fyret fra sit hverv som politimand og anholdt og sigtet for drab og uagtsomt manddrab.