Den kendte rigmand Lars Seier Christensen har lagt en formue i investeringer i København.
»Hvis man tæller revl og krat med, løber det vel op i nærheden af en halv milliard kroner, og det er jo også en slags penge sidst på måneden,« som han selv udtrykker det i sit karakteristiske drevne toneleje.
Det er investeringer, der sætter et tydeligt præg på byen, men ikke nødvendigvis den slags, der gør ham endnu mere velhavende. Mere om det senere.
Lars Seier Christensen, der skabte hovedparten af sin formue gennem salget af Saxo Bank, er født i København, men voksede op i Jylland.
Han flyttede retur for at gå på Zahles Gymnasium ved Nørreport, men flyttede efterfølgende til Costa del Sol i Spanien, hvor han fik andel i en bar med en kammerat.
Siden siksakkede han i de yngre år mellem København, Berlin og London. I dag residerer han i Schweiz, men han er typisk i København flere gange om måneden for at pleje netværk, venner og forretning.
Han opponerer pligtskyldigt mod betegnelsen 'bykonge', men der er nu noget om snakken:
Han er storaktionær i Parken, selskabet bag byens fodboldhold, FCK. Han har inviteret voldsomt i nogle af hovedstadens mest toneangivende restauranter samt den ikoniske københavnercafé Dan Turèll. Og i Rungsted Ishockey, der har hjemme i periferien af hovedstadsområdet. Desuden har han for nylig involveret sig i kunstmessen Enter Art Fair, der netop er afviklet i Tunnelfabrikken i Nordhavn.
»Jeg har altid holdt af København. Byen har gennemgået en fantastisk udvikling fra den grå by, jeg kendte i gymnasietiden, og frem til nu. Ikke mindst inden for gastronomien, som jo interesserer mig voldsomt,« siger Lars Seier Christensen.
Interessen har ført til engagement i Michelin-restauranterne Geranium og Alchemist.
»Den slags investeringer skal man selv kunne have fornøjelse af. Der er ikke noget ved at eje en restaurant, hvis du aldrig kan spise der. Jeg gider heller ikke have en vingård i Napa Valley, som jeg kan besøge hvert andet år,« siger Christensen og fortsætter:
»Jeg vil hellere åbne en restaurant i København end i Zürich. København er min hjemby, og selvom jeg har været væk i lange perioder, føler jeg stadigvæk et tilhørsforhold. Og ikke mindst et medansvar for, at det går godt for byen, og at den udvikler sig.«
Hans mere kommercielle investeringer og forretninger ligger, »hvor de nu engang ligger«, som han udtrykker det. Ukraine, Schweiz, Israel. Hvor som helst.
»Men hvor jeg kan, orienterer jeg mig mod København.«
Det gælder som sagt foruden spisestederne investeringen i den ikoniske københavnercafé Dan Turèll, som Lars Seier Christensen erhvervede sig i 2019 med henblik på at bringe den så præcist som muligt tilbage til ungdommens byture, hvor baren i sin tid var et fast stop på ruten.
»Jeg er lidt sentimental anlagt – også omkring København. Jeg elsker at genbesøge steder, der har betydet noget for mig gennem livet,« siger han. Et forhold, der også var grundideen i den anmelderroste portrætbog, som forfatter Hanne Sindbæk udkom med sidste år: 'Seier – et roadtrip'.
Selvom han til dels investerer med hjertet i København, er målet altid at skabe en sund forretning.
»Mine restauranter er ikke investeringer i Saxo Bank-klassen, men det har heller ikke været meningen. Det skal ikke være ren con amore, så det er altid ambitionen at tjene penge, selvom det nogle gange ikke bliver tilfældet,« siger Christensen.
Et af Lars Seier Christensens største københavnerprojekter blev imidlertid slet ikke til noget – til hans tydelige bitterhed og fortrydelse.
I 2018 måtte han og de andre idémagere, der ønskede at bringe Formel 1 til København, droppe de stort anlagte planer efter en kold spand vand i fjæset fra Københavns Kommune.
Dengang skrev han i et arrigt opslag på Facebook: '...Socialdemokratiets topfolk tilsyneladende hele tiden har vidst, at de ville skyde projektet ned.'
Finansmanden kunne godt selv kan se, at Formel 1 ikke umiddelbart rimer på et image som cykelby, Men generelt mener han, at København missede et kæmpe internationalt udstillingsvindue.
»Jeg tror, at afvisningen i virkeligheden bundede i et misforstået indtryk af, hvor indgribende det ville være for byen,« siger han.
Han mistænker, at den virkelige årsag foruden almindelig politisk uvilje mod projektet, »måske også skyldtes uvilje mod personkredsen bag«, som han udtrykker det.
Siden den første overborgmester, Viggo Christensen i 1938, har der udelukkende været socialdemokratiske overborgmestre i København helt frem til den nuværende Lars Weiss. Kun afbrudt af SFeren Helle Hedemann, der i 2004 fungerede to dage på posten.
Og selvom det kunne være ønskværdigt med lidt udskiftning i bystyrets partifarver, mener den liberale erhvervsmand, at den venstreorienterede slagside er en naturlig konsekvens:
»Vi har jo en stor offentlig sektor, som må drive mange stemmer i den retning. Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads. Desuden er storbyer generelt bare mere venstreorienterede end ude på landet,« siger Lars Seier Christensen.
»Måske ser man flere ting, der kan give en social bekymring, når man bor i en stor by. For eksempel hjemløse. Men i min verden er det et falsum, at man løser det ved at stemme rødt.«
»For selvom vi jo har en rød kommune i København, synes jeg egentlig ikke, at vi passer særlig godt på visse udsatte grupper,« siger han.
Han fremhæver projektet Junkfood, som han selv og kokken Rasmus Munk fra Alchemist står bag. Fra et køkken ved Halmtorvet produceres dagligt et varmt måltid mad til 300-350 hjemløse.
»Det burde ret beset ikke være nødvendigt, at vi gør det, men ellers får de ikke noget ordentligt at spise. Man kan undre sig over, at det er nødvendigt med det socialsystem, vi burde have,« siger han og fortsætter: »Det kan godt være, at folk stemmer rødt, men spørgsmålet er, om de får det, de regner med, for deres stemme.«
Selv ville Lars Seier Christensen dog nødig sidde på overborgmesterkontoret på rådhuset.
»Det interesserer mig mere med de store linjer om frihed, skat og initiativ, end om der skal være flere selvlysende bænke,« som han siger.
