Et kostbart kunstværk af en af Danmarks mest prominente skulptører står hengemt i et depot i Københavns Sydhavn. Langt fra noget som helst publikum.
Københavns Kommune, der har betalt for skulpturen med 175.000 skattekroner, ved ikke, hvor længe skulpturen har samlet støv i mørket.
Det gælder for både den dyrtindkøbte skulptur 'Love Story' af kunstneren Jørgen Haugen Sørensen samt for seks andre kunstværker købt til en pris på over 50.000 kroner. Det kan B.T. nu afsløre på baggrund af aktindsigt i Københavns Kommunes kunstindkøb.
B.T. har tidligere afsløret, at kunstneren Nina Beiers værk 'Plug' blev indkøbt i juni til en pris på 71.000 skattekroner uden siden at blive udstillet. Skulpturen røg direkte i kommunens depot nær Vestre Fængsel, hvor den stadig står.
Det får nu Venstre til at reagere. Står det således til beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, skal kommunen straks ændre sin indkøbspolitik.
»Jeg synes, at det er dumt bare at købe ind i blinde uden tanke for, hvad brugerne vil have, og hvor værkerne vil passe ind,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Mange københavnere ser dagligt nogle af Jørgen Haugen Sørensens arbejder, når de bevæger sig rundt i hovedstaden. Kunstneren står bag de monumentale skulpturer 'Huset der regner' midt på Sankt Hans Torv samt den over syv meter høje granitskulptur 'Kolossen' placeret i Kastrup Strandpark.
Men ingen kan svare på, hvornår Jørgen Haugen Sørensens korpulerende kroppe skabt i bronze, 'Love Story', der er det dyreste kunstværk, kommunen nogensinde har købt, sidst har været udsat for nysgerrige blikke.
Det skyldes, at Københavns Kommune ikke registrerer, hvornår de enkelte værker, der er gemt i depotet, senest har været udstillet.
Ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard er det tid til at lave om på praksis.
»Vi synes, det er en god idé at få kigget på, hvad der ligger i kælderen. På den måde kan vi få kortlagt, hvor kunstværkerne kunne hænge, så der er en plan for de enkelte værker,« siger hun og fremlægger sit forslag:
»Vi skal vende kompasset 180 grader, når vi køber kunst ind fremover. I stedet for først at kigge på det visuelle udtryk og tænke i kunstnerisk værdi – og først bagefter snakke, om hvor et værk kunne passe – så skal vi tage udgangspunkt i, hvilken by vi er ved at skabe.«
»Vi skal tage ud og se, hvad det arkitektoniske udtryk er på den skole, vi eksempelvis er ved at bygge. 'Hvad kunne være fedt her?' Med det som udgangspunkt skal vi finde kunst, der kunne passe til det konkrete sted,« siger hun.
Meldingen fra Venstre, der kommer i kølvandet på Dansk Folkepartis forslag om at stoppe midlertidigt for flere kunstindkøb, indtil alle værker er ude af depotet, løber koldt ned ad ryggen på kunstner Lea Porsager.
»Jeg er faktisk bekymret for, om kommunen kan finde på at bruge færre penge på kunst. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt for vores mentale helbred at blive ved med at blive konfronteret med kunst og nye tankegange og holdninger, fordi det er med til at aktivere vores sansninger og tankeformer,« siger hun.
Lea Porsagers værk 'kundabuffer' blev købt i 2013 af Københavns Kommune for 130.500 kroner. Værket, der består af ni bronzedele, er blandt de dyreste i depotet.
Selvom Lea Porsager ærgrer sig over, at hendes kunstværk befinder sig i depotet, så mener hun samtidig, at kommunen må blive ved med at prioritere indkøb af ny kunst.
»Det er klart, at jeg vil gerne have værket ud i dialog med verden. Det er derfor, man laver kunst. På den anden side skal der være plads til, at ny kunst også kan blive eksponeret, så jeg tænker ikke, at der er en frist for, hvor lang tid mit værk kan blive i depotet.«
Hun fortsætter:
»Jeg synes, at det vigtigste er, at kommunen køber bredt ind og er med til at vise den mangfoldighed, der er. At der så er perioder, hvor ens værk ikke er vist, har jeg det o.k. med.«
Lea Porsager bakkes op af kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Hun giver ikke meget for Venstres forslag om at lade kunstindkøbene være styret af, hvor værkerne kunne passe ind.
»Det er rigtig vigtigt, at det er en levende og dynamisk kunstsamling. Man kan ikke kun købe ind til specifikke institutioner. Hele ideen er jo netop, at værkerne kan skifte pladser. Jeg synes absolut, at det er den rigtige måde at gøre det på,« siger hun.
Der er syv værker til over 50.000 kroner i depotet. Det ene koster 175.000 kroner – er det en fornuftig brug af skatteborgernes penge?
»Ja, det synes jeg, det er. Kunst har en kæmpe værdi for borgerne i København. Det koster penge, at man gerne vil have en stærk kunstsamling i kommunen.«
»Nogle gange er værkerne i depot, andre gange ude på institutionerne. Meningen er, at institutionerne kan bytte ud, så der kommer nogle nye oplevelser,« siger Franciska Rosenkilde.
Forvaltningen oplyser, at man ikke ved, hvornår værkerne i depotet sidst har været udstillet. Dermed kan man risikere, at der er værker, der aldrig kommer ud. Er det en praksis, som der skal rettes op på?
»Det giver god mening, at man har overblik over de værker, man køber. Men jeg har ikke behov for, at der er en deadline for, hvor længe et værk må stå i depotet.«
Så der er intet, der skal laves om – heller ikke, selvom man ikke har overblik over, om et værk kan have ligget i depotet i årtier?
»Jeg synes ikke, det er et centralt problem, så længe Rådet for Visuel Kunst (der foretager kunstindkøbene, red.) oplever, at tingene kører, så kan jeg ikke se, at det er et problem,« siger Franciska Rosenkilde.
