Se godt på billedet herover.
Fotografiet her af den orange-glaserede håndvask med en cigar stukket op i enden er den største eksponering, kunstværket har fået i månedsvis.
For så snart Københavns Kommune 11. juni havde brugt 71.000 skattekroner på at købe skulpturen 'Plug', endte kunstneren Nina Beiers værk i kommunens depot på Enghavevej nær Vestre Fængsel.
Dermed deler den iøjnefaldende håndvask skæbne med 133 andre kunstværker, der nu samler støv. Den samlede værdi af disse værker er cirka 1,97 millioner kroner.
Det kan B.T. nu afsløre på baggrund af en aktindsigt i Rådet for Visuel Kunsts indkøb. Rådet består af fem kunstfaglige personer samt tre medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation.
Med et budget på 697.394 kroner i 2021 har rådet indtil videre købt 30 nye værker i år.
Syv af værkerne er købt i 2021, heriblandt Nina Beiers 'Plug' og de var i begyndelsen af oktober stadig i depot.
Men står det til Dansk Folkeparti, skal det være slut.
Partiet kræver på baggrund af denne artikel et midlertidigt stop for flere indkøb.
»Jeg synes ikke, at kunstrådet skal købe mere ind, før der er en fordeling af værkerne, der er indkøbt i forvejen. Få dem op af kælderen og få sat dem op,« siger Finn Rudaizky, gruppeformand for Dansk Folkeparti i København.
»Kunstværkerne skal ikke ned i kælderen. Man køber jo heller ikke mere ind i en privat husholdning, end man skal bruge,« fortsætter han.
Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at »antallet af kunstværker på lager er et øjebliksbillede, da Københavns Kommunes kunstsamling er dynamisk, hvorfor antallet af kunstværker på lager ændrer sig fra dag til dag«.
»Kunsten hænger på kommunens arbejdspladser, hvor behovet for kunstværker ændrer sig og udskiftes løbende,« lyder det.
Det giver Finn Rudaizky ikke meget for, når dyrt indkøbte værker som Nina Beiers ryger direkte til opmagasinering.
Politikeren efterlyser en plan for de indkøb, Rådet for Visuel Kunst foretager.
»Det er klart, at man må lave en plan, så kunstværkerne kommer op at hænge. De kan eksempelvis komme op på skoler, museer og plejehjem.«
»Man må sikre sig, at det, man køber ind, har en brugsværdi, så borgerne får glæde af det. Det her handler ikke om pengene, men om princippet i det,« siger han.
Et af rådets medlemmer er tidligere kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld. Han var borgmester, da han var medlem af Alternativet, men er nu medlem af partiet Frie Grønne.
Står det til ham, skal Københavns Kommune gå i den stik modsatte retning af, hvad Dansk Folkeparti nu kræver. Kommunen bør bruge langt flere penge på kunst, lyder det.
»Jeg synes, at Københavns Kommune gør alt for lidt for kunsten i forhold til andre sammenlignelige byer som Stockholm, der afsætter op til en procent af omsætningen til samtidskunst.«
»Københavns Kommune halter bagud i kroner og øre, når det handler om kunst og kunstprojekter,« siger Niko Grünfeld
Du synes ikke, at det er udtryk for, at man har købt for meget, at nyindkøbt kunst ryger direkte i depotet?
»Ud af omkring 4.000 værker er der 133 på lager. Det betyder, at der er en ind- og udskiftning, hvilket også er ideen. Kunsten er til låns,« siger han og fortsætter:
»Jeg synes, det er noget vrøvl fra Dansk Folkepartis side (at kræve et stop for kunstindkøb, red.). Det er meget naturligt, at der kommer ting ind og ud og skifter hænder. Det er sådan set meningen. Hvis vi skulle lave en plan for hvert kunstværk, vi køber, ville vi skulle tage med i betragtning, at værket skifter hænder, kontor, arbejdsplads eller institution, så det synes jeg ikke rigtig, man kan.«
Niko Grünfeld bekræfter, at der ikke er en plan for, hvor de enkelte kunstværker skal placeres, når rådet beslutter sig for at bruge løs af kunstmidlerne.
»Der kommer en plan efterfølgende. Der sker en proces, hvor forvaltningen tilbyder at præsentere, hvor de forskellige kunstværker kunne gøre sig godt,« forklarer han.
Derefter kan lokale ledere af de kommunale arbejdspladser orientere sig i forvaltningen om, hvilke værker der er tilgængelige.
»Vi tvinger ikke kunst ned i halsen på kommunens medarbejdere eller borgere. Men vi giver de ansvarlige på den relevante arbejdsplads mulighed for at sige, at et bestemt værk kunne gøre sig godt hos dem,« siger Niko Grünfeld.
