Det kan føles totalt grænseoverskridende og nærmest farligt at indrømme en fejl, selv om vi alle ved, at det er menneskeligt at fejle. Så hvad er det, der er på spil, når vi skyder skylden på andre eller drukner hinanden i lange forklaringer i stedet for bare at sige undskyld? Det hjælper terapeut Katrine Axholm sin klient med at finde ud af.
»Jeg ved godt, at det kan lyde lidt mærkeligt, men det er indirekte min mand, som har sendt mig herhen. Han siger, at jeg skal lære at sige undskyld. På en måde synes jeg, at det er lidt fjollet, for jeg kan godt sige undskyld, men samtidig forstår jeg godt, hvad han mener.«
»Jeg vil hellere forklare, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, eller forsøge at give ham skylden end at sige undskyld. Jeg er faktisk villig til at gå ret langt for at undgå det ord. Men hvorfor kan det være så svært at få over mine læber?«
»Hvorfor vil jeg hellere argumentere herfra og ind i evigheden end sige: Undskyld, jeg gjorde dig ked af det! Undskyld, jeg tog fejl! Undskyld, jeg sårede dig! Det håber jeg, at du kan hjælpe mig med at finde ud af.«
Helle er på ingen måde alene med den her problematik, der handler om, at vi alle har brug for at føle os elsket og holdt af som dem, vi er. Vi er derfor mere eller mindre bange for at blive afvist og bange for, at den, vi elsker, skal synes, vi er åndssvage, dumme, utilstrækkelige eller i værste fald, at de forlader os, fordi vi ikke er gode nok til dem. Og at sige undskyld betyder jo netop, at vi ikke gør det godt nok, og derfor vil vi helst undgå det.
Derfor er det svært
Der er tre vigtige grunde til, at det er så svært at sige undskyld: Frygten for at blive afvist er styrende for vores adfærd i større eller mindre grad. De fleste af os vil hellere stikke en lille hvid løgn, end vi vil stå ved, at vi jokkede i spinaten. Vi vil hellere give en lang og for den anden fuldkommen ubrugelig forklaring på, hvorfor vi kom for sent hjem fra arbejde eller ikke huskede at slå græsset: Fordi vi er bange for, at den anden skal blive sur, og vi kommer til at føle os utilstrækkelige.
Mange af os er vokset op i hjem, hvor facaden var vigtig, for hvad ville naboerne ikke tænke, og derfor var det vigtigt, at vi så pæne og rigtige ud udadtil. Vi har altså lært, at vi skal levere varen, at vi skal være perfekte, og derfor sammenligner vi os med andre for at få fornemmelsen af, om vi selv er gode nok. Når vi så bliver »taget i« at begå en fejl, kæmper vi for at opretholde det perfekte billede for ikke at blive afvist.
Har du lært, at du skal være perfekt for at få anerkendelse og blive elsket? Har dine forældre været kritiske over for dig eller måske endda over for sig selv, og det har du kopieret? Så har du lært, at det næsten kan føles farligt at sige undskyld. Det vil føles nærmest grænseoverskridende, fordi det så betyder, at du netop ikke er perfekt og ikke har gjort det godt nok, og konsekvensen kan blive, at du bliver vejet og fundet for let og dermed kasseret.
Så meget på spil
Helle og jeg taler om, at det her mønster ikke er noget, som nødvendigvis foregår bevidst. Det foregår under overfladen og helt automatisk, og netop derfor er det så vigtigt at opdage, hvad der driver hende, og hvorfor det er så svært at sige undskyld, når hun begår en fejl eller sårer sin mand. Efter et par sessioner siger Helle:
»Jeg forstår godt nu, hvorfor det er så svært for mig at sige undskyld, der er så meget på spil. Jeg har opdaget, hvor styret jeg er af angsten for at miste, som jeg slet ikke har været bevidst om før nu. Jeg har ikke vidst, hvor afhængig jeg var af min mands holdning og anerkendelse, men det har bragt mig i kontakt med en enorm sårbarhed, som jeg vil begynde at øve mig i at tage mig af.«
