Når hun flader ud i sofaen i lejligheden på Vintervej i Aarhus V med Netflix flimrende foran sig, med rugbrødsmadder og kolde glas mælk til frokost, ligner hendes hverdag de fleste andres.

Det helvede, der også er hendes hverdag, fordamper for en stund.

Rædslerne i Nigerias tørre, støvede landsbyer, hvor hun mandsopdækket af tungt bevæbnede vagter kæmper for at redde levende børn ud af brændende bål og dybe grave, kommer lidt på afstand.

Det var dette billede af Anja Ringgren Lovén og heksedrengen Hope, der gik viralt i 2016. Han var så udsultet og mishandlet, at Anja ikke troede, han ville overleve, så hun gav ham navnet Hope. I dag er han sund og rask og bor på børnehjemmet.
Det var dette billede af Anja Ringgren Lovén og heksedrengen Hope, der gik viralt i 2016. Han var så udsultet og mishandlet, at Anja ikke troede, han ville overleve, så hun gav ham navnet Hope. I dag er han sund og rask og bor på børnehjemmet.
Vis mere

Anja Ringgren Lovén har insisteret på at følge sit hjerte og lever med et ben i hvert land. Og selvom der følger afsavn med det usædvanlige liv, hun har valgt, er det er det hele værd.

Anja Ringgren Lovén blev verdenskendt i 2016, da et fotografi af hende gik viralt. På billedet sidder hun på hug og giver en lille udmagret nigeriansk dreng vand fra en flaske. Han var to år gammel, men vejede kun tre kilo og var blevet mishandlet og udstødt, fordi han blev anklaget for at være en heks.

Den lille magre heksedreng Hope, som Anja reddede under en aktion i 2016, er i dag sund og rask og gode venner med hendes egen søn, David Jr.
Den lille magre heksedreng Hope, som Anja reddede under en aktion i 2016, er i dag sund og rask og gode venner med hendes egen søn, David Jr.
Vis mere

Det anslås, at der er omkring 10.000 heksebørn i Nigeria. For når hungersnøden bliver ekstrem, når desperationen bliver for dyb, peger heksedoktorer og selvudnævnte præster på børnene som syndebukke.

Lige for tiden eksploderer antallet ifølge Anja Ringgren Lovén, for når de mange coronadødsfald i landet skal forklares og forstås, er det heksebørnene, overtroen beskylder.

»Det er fuldstændig forfærdeligt. Men de lever i ekstrem fattigdom, korruption og uvidenhed, og overtro kan få det mest barbariske frem. Vi finder børn smidt i bukse, fuldstændig maltrakterede, og nogle får spændt et bildæk om sig og bliver brændt levende eller begravet levende, hvis de ikke bliver reddet ud i tide,« siger hun.

41-årige Anja Ringgren Lovén er fra Frederikshavn, men flyttede til Aarhus som voksen. Barndommen beskriver hun som lykkelig, men langtfra problemfri. Forældrene blev skilt på grund af farens alkoholmisbrug, og pengene var små for den enlige mor til tre piger, der arbejdede på et plejehjem.

Anja Ringgren Lovén uddannede sig til stewardesse og havde travlt med at flyve verden rundt, da hendes mor pludselig blev uhelbredeligt syg af lungekræft og døde, da hun var 23 år.

Det var et kæmpe slag for hende, og den uretfærdighed, hun følte, gjorde hende vred. I mange år kæmpede hun med sorgen over at miste sin mor og havde også psykiske problemer i form af spiseforstyrrelse og ocd.

Hun blev butikschef i en tøjbutik i Bruuns Galleri og levede et liv, hun i dag kalder overfladisk, med modemesser i London og dyrt tøj.

Men da hun fyldte 30 år, tog hun sit liv op til overvejelse. Hun følte sig i virkeligheden deprimeret og ulykkelig. Og blev mindet om den drøm, der havde boet i hende, siden hun var en lille pige: at hjælpe børn i Afrika.

Anja Ringgren Lovén blev inviteret i halvanden times audiens hos Dalai Lama i hans tempel i Inden.
Anja Ringgren Lovén blev inviteret i halvanden times audiens hos Dalai Lama i hans tempel i Inden.
Vis mere

Det var hendes mor, der ubevidst havde plantet frøet i hende, når Anja ved spisebordet i rækkehuset i Frederikshavn fik at vide, at hvis hun ikke spiste sin aftensmad op, skulle hun tænke på de børn i Afrika, der sultede. Dengang drømte Anja om at proppe madrester i kuverter og sende til kontinentet. Da hun blev voksen, så hun en britisk dokumentarfilm om heksebørn i Nigeria, og scener derfra havde sat sig dybt i hende.

Hun var ligesom bare kommet lidt fra drømmen i den hverdagstrummerum, hun levede i. Så der skulle ske noget drastisk. Hun sagde sin lejlighed op og solgte alle sine ejendele på nær en flyttekasse og enkelte personlige effekter.

Via nogle måneders ophold i en fattig landsby i Malawi, en renovering af en skole i Tanzania og erfaringer med indsamling af midler via sin private Facebook-profil nåede hun til Nigeria i 2013.

»Det lyder klichéagtigt og banalt, men jeg fandt mit kald i mødet med Afrika. Det er det, jeg skal arbejde med resten af mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om,« siger hun.

Anja Ringgren Lovén sammen med nogle af de 80 børn, der i øjeblikket bor på børnehjemmet Land of Hope.
Anja Ringgren Lovén sammen med nogle af de 80 børn, der i øjeblikket bor på børnehjemmet Land of Hope.
Vis mere

Hun oprettede sin egen nødhjælpsorganisation, DINNødhjælp, som i dag har skiftet navn til Land of Hope. Foreningen driver det største privatejede børnehjem i Vestafrika, hvor der lige nu bor 81 børn, mens 100 børn rundt om i landsbyerne modtager støtte og hjælp.

Anja Ringgren Lovén bor cirka halvdelen af tiden på børnehjemmet i Akwa Ibom i Nigeria sammen med sin nigerianske kæreste, David Emmanuel Umem, og deres syvårige søn, David Jr. Her deler de et værelse, og dagrytmen følger børnenes og de ansattes.

I Nigeria skal hun som kvinde helst ikke køre i bil eller uopfordret taget ordet på møder. Hun går lokalt klædt i farvestrålende lange gevandter og spiser lokale retter som ris og kylling. Hun bruger sin tid i afsidesliggende landsbyer og bliver konstant konfronteret med brutale skæbner. Og på grund af fare for kidnapning kan hun ikke gå nogen steder uden at have bevæbnede vagter med sig.

Anja Ringgren Lovéns kæreste, David Emmanuel Umem, modtog i august en ærespris fra Red Cross for sit humanitære arbejde. Billedet er taget til en ceremoni i den anledning.
Anja Ringgren Lovéns kæreste, David Emmanuel Umem, modtog i august en ærespris fra Red Cross for sit humanitære arbejde. Billedet er taget til en ceremoni i den anledning. Foto: Privat foto
Vis mere

På sigt vil Anja Ringgren Lovén gerne kunne bo på fuld tid i Nigeria. Men lige nu sætter hun stor pris på de pauser, det også er for hende at være i Danmark.

I Aarhus kører hun selv bilen, når hendes søn skal til fodboldtræning, hun går i jeans og får lavet øjenvipper. Hun spiser slik og hygger med sine søstre og deres børn. Hun holder foredrag og samler penge ind og lever på mange måder et helt almindeligt og anonymt liv i Aarhus V.

»Det er min medicin, at jeg kan tage et fly ud af det helvede, jeg befinder mig i, når jeg er i Nigeria. Både min søn og jeg har brug for de lommer af normalitet og stabilitet, der er i at se Netflix i et trygt rækkehus. Det giver kræfter til at møde og bekæmpe rædslerne,« siger hun.

Anja Ringgren Lovéns svigerforældre var ikke meget for, at deres søn havde fundet en dansk kæreste. Men da først deres søn, David Jr., kom til verden, tøede de op. Her ses svigerforældrene sammen med Anjas kæreste og søn.
Anja Ringgren Lovéns svigerforældre var ikke meget for, at deres søn havde fundet en dansk kæreste. Men da først deres søn, David Jr., kom til verden, tøede de op. Her ses svigerforældrene sammen med Anjas kæreste og søn.
Vis mere

Det er ikke kun Anja Ringgren Lovén, der lever med et ben i hvert land. Også sønnen, David Jr., har vænnet sig til at omstille sig mellem bagende varme, fattigdom, bevæbnede vagter, hjemmeundervisning og liv og kaos på børnehjemmet i Nigeria og så en hverdag i Aarhus, hvor han går på den internationale skole, spiller fodbold og ishockey i fritiden og spiser bland selv-slik i weekenden ligesom mange af sine klassekammerater.

Anja Ringgren Lovéns syvårige søn, David Jr., i deres lejlighed i Aarhus.
Anja Ringgren Lovéns syvårige søn, David Jr., i deres lejlighed i Aarhus.
Vis mere

»Han er både nigerianer og dansker og er heldigvis god til at omstille sig. Men selvfølgelig er der afsavn for os begge to. Når jeg er i Danmark, savner jeg virkelig min kæreste og livet på børnehjemmet, der giver så meget mening for mig. Omvendt gør det ondt at give afkald på samvær med min danske familie, når vi er i Nigeria,« siger hun.

Men når hun gør regningen op, er hun ikke et sekund i tvivl. Hun lever sin drøm ud, og ville ikke bytte for noget i verden.