Kaffepletter på gulvet, bunker af nullermænd i hjørnerne, overfyldte skraldespande og overtissede toiletter.

Rengøringen på Strandskolen i Risskov i Aarhus halter gevaldigt. Det mener formand for skolebestyrelsen Heidi Printzen, der også er mor til en tiårig pige i 4. klasse.

Et nyt firma overtog 1. november rengøringsopgaven på Strandskolen, og det har bestemt ikke været nogen succes, mener Heidi Printzen.

»Tidligere har min datter fint kunnet bruge toiletterne på skolen, men nu vil hun hellere holde sig en hel dag, fordi toiletterne simpelthen er så ulækre. En dag kom hun løbende hjem og skulle bare helt vildt meget på toilettet, men kunne ikke få sig selv til at gøre det på skolen, fordi der er tis på brættet og papir på gulvet,« siger hun.

Heidi Printzen har også hørt fra en række andre forældre, hvis børn heller ikke vil bruge skolens toiletter.

»Sidst jeg var på skolen til bestyrelsesmøde var det også tydeligt, at der simpelthen ikke bliver gjort ordentligt rent. Der var kaffepletter på gulvene, bordene var ikke tørret ordentligt af, der var skidt langs væggene og nullermænd alle steder,« siger Heidi Printzen.

Hun er bange for, at rengøringsstandarden påvirker indeklimaet og elevernes trivsel. Derudover er hun også bekymret for, hvilke konsekvenser det kan have coronasmitten på skolen, hvis dørhåndtag, lyskontakter og lignende ikke bliver rengjort.

Til lokalmediet RisskovLiv bekræfter skoleleder på Strandskolen Morten Holck, at der har været problemet med rengøringen.

»Siden den 1. november har der været flere tilfælde, hvor vi ikke oplever, at rengøringen har været god nok. Jeg er i dialog med forvaltningen og rengøringsselskabet og har tillid til, at det bliver bedre,« siger Morten Holck til RisskovLiv.

B.T. Aarhus har tidligere beskrevet uhumske forhold på andre skoler i Aarhus Kommune. Særligt rengøringen på Tranbjergskolens toiletter er blevet kritiseret.

Her kunne Jeanet Friis, der har en datter, der går i 2. klasse på skolen, fortælle, at hun har oplevet, at der har været mudder i vasken, afføring på toiletbræt og vægge og tis på gulvet:

»Hun spiser og drikker ikke, fordi hun hellere vil holde sig end at tisse på skolen, hvor toiletterne er så klamme. Og hun presser sig selv til at prøve at lave stort om morgenen, inden hun skal i skole.«

Rådmand for Børn og Unge Thomas Medom har for nylig adresseret problemerne med rengøringen i et brev sendt til skolebestyrelserne. Her står der blandt andet:

»Det er vigtigt for mig at understrege, at den rengøringskvalitet, der har været på enkelte steder, ikke er acceptabel. Hverken nu, i en tid med voksende smittetal, eller på andre tidspunkter.«

Rådmanden regner samtidig med, at der snart bliver rettet op på tingene. Han skriver, at det tager lidt tid, fordi det tager tid at få sat nye leverandører ind i rutinerne, og at der er personalemangel på rengøringsområdet.

Skolebestyrelsesformand på Strandskolen i Risskov Heidi Printzen har dog ikke meget tilovers for undskyldningen om, at det tager tid for nye leverandører at komme ind i rengøringsrutinerne.

»Hvis der var lige så beskidt og uhumsk på rådhuset, som der er på skolen, ville der bliver reageret på stedet,« siger hun.