Hvis du havde troet, at du skulle øve dine olympiske svømme-langt evner, må du tro om.

I to dage har et kæmpe stillads nemlig afspærret halvdelen af bassinet i Haraldslund Svømmehal.

Det har betydet, at gæsterne har måtte svømme på tværs af bassinet. En svømmetur på 15 meter mod de 25, man kan svømme på længden af bassinet.

»Man kan simpelthen ikke komme fysisk op og arbejde under taget, uden der bliver bygget det her stillads,« fortæller centerleder Jan Nielsen grinende, da B.T. kontakter ham fredag aften.

Det har været nødvendigt med stilladset, fordi rørkonstruktioner under taget skal repareres. Arbejdet forventes færdigt i næste uge.
Det har været nødvendigt med stilladset, fordi rørkonstruktioner under taget skal repareres. Arbejdet forventes færdigt i næste uge. Foto: Mai Brøndum
Vis mere

Stilladset er kommet op, fordi der skal skiftes rørbindinger på tagkonstruktionen, som i Haraldslund Svømmehal er en pyramidekonstruktion.

Rørbindingerne er nemlig ved at være 22 år gamle, og skal derfor udskiftes.

Derfor må gæster ulejlige sig med stilladset i bassinet indtil engang i næste uge.

»Gæsterne har taget godt i mod det. De har fuld forståelse for, at sikkerheden kommer først. Folk ved jo godt, at der er ting, der af og til skal skiftes. De elsker at komme i svømmehallen, det er et fristed for dem, og derfor vil de gerne have optimale rammer at svømme i,« siger centerlederen.

Og hvis du er træt af, at du ikke kan svømme langt, så kan du i det mindste øve dine vendinger i vand.