Genbrugspladser rundt i landet har store problemer med tyve.
Det er en konsekvens af, at flere genbrugspladser rundt i landet har indført selvbetjening uden for åbningstiden.
Selvbetjeningen har været etableret på otte ud af 19 genbrugsstationer siden årsskiftet, men over sommeren er røverierne stukket helt af, lyder det fra Brian Johannesen, driftskoordinator ved AffaldPlus, til TV2 Øst.
»Jeg vil tro, at der er tyveri hver dag. Måske får de ikke noget med hver dag, men de kører forbi og runderer hver dag. Og så tager de turen rundt til de andre genbrugspladser,« siger han til TV2 Øst.
Særligt i Slagelse, Næstved, Korsør, Sorø og Vordingborg er tyverierne slemme. Tyvene er særligt ude efter elektronik og dyrt tøj.
Tidligere har der været hegn omkring genbrugspladserne, men nu er der bomme, som man kan åbne, hvis man er tilmeldt med telefonnummer og e-mailadresse.
Sådan forbliver det for nu, men AffaldPlus har taget konsekvensen af de mange tyverier, så de har opgraderet deres kameraer, hyret et vagtfirma og fået installeret en høj sirene, hvis nogen forsøger at trænge ind.