På Facebook debatterer borgere i Aalborg heftigt, hvordan man garderer sig mod drukneulykker.

For efter 21-årige Oliver Ibæk Lund er den seneste, der er faldet i havnen på vej hjem fra en bytur, skriger aalborgenserne på handling.

»Der skal i hvert fald et eller andet sikkerhed op på kanten. Det er som om, der skal flere dødsfald og tragiske ulykker til, før man kommer i tanke om, at der skal laves lidt sikkerhed,« skriver Lira Baba på Facebook.

Mange aalborgensere mener det er en løsning, at sætte et hegn op langs kajkanten. Men den løsning har rådmand for by- og landskab, Jan Nymark Thaysen (V) ikke megen fidus til.

Jan Nymark Thaysen, spidskandidat for Venstre, er helt rolig over, at partifællen Maja Torp næsten fik ligeså mange stemmer som ham selv.
Jan Nymark Thaysen, spidskandidat for Venstre, er helt rolig over, at partifællen Maja Torp næsten fik ligeså mange stemmer som ham selv. Foto: Aalborg Kommune
Vis mere

»Det er jo en balance mellem beskyttelse og udnyttelse. Jeg ved jo faktuelt, at der er nogle ungersvende, der går balancegang på rækværket på Limfjordsbroen. Så hegn om havnekanten kan ligeså godt give en falsk form for tryghed,« lyder det fra rådmanden, der mener, det er svært helt at gardere sig mod drukneulykker i havnen.

I stedet skal der kigges mod teknologien med termiske kameraer, mener Jan Nymark Thaysen.

»Udfordringen ved Olivers ulykke er, at han faldt i havnen et sted, hvor der er en forhindring, fordi han faldt i ved restaurantskibet Princes Juliane. Det kan de termiske kameraer af gode grunde ikke se igennem. Men der må vi kunne finde andre løsninger med et trådnet, der kan fange folk, som falder i.«

Termiske kameraer er kameraer, der er varmesøgende.

Derfor foreslår rådmanden konkret, at man supplerer løsningen med de termiske kameraer med en slags hjerteløber-ordning – bare for folk der er faldet i havnen.

»Når alarmen med de her termiske kameraer går, så står der måske vagter eller Natteravne i Jomfru Ane Gade, som kan reagere hurtigt,« siger Jan Nymark Thaysen.

Men det er ikke det eneste forslag på Facebook til, hvordan sikkerheden på havnen kan forbedres. Andre foreslår et gitter, som kommer op fra vejen mod enden af Jomfru Ane Gade.

Det vil i så fald presse folk op mod byen i stedet for, at de kan gå mod havnen.

»Der er intet, der giver 100 procents sikkerhed. Da vi havde et ægtepar, der kørte i havnen, var det netop fordi, der var nogle pullerter nede, som ikke var blevet hejst,« siger Jan Nymark Thaysen.