Måske har du set en video af dem, set dem selv eller hørt historier om, hvordan de har strejfet rundt i et nærliggende nabolag.

Ulvene.

For tiden er de pelsede dyr spottet af flere borgere i Aalborg. Men ikke i og omkring skove, som man før har set. Mandag var det blandt andet på byggepladsen ved det nye hospital.

Det fortæller Heine Mikkelsen, der dagligt arbejder på byggepladsen:

Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vi var lige mødt og stod og snakkede, da en af mine kollegaer udbryder 'hvad fanden, der kommer en ulv!' Den var vel 15 meter fra os.«

»Den gjorde ikke tegn på, at den ville hen til os – den slentrede faktisk bare forbi, så vi kunne tage nogle billeder af den,« siger han til B.T.

Men hvordan skal vi egentlig forholde os til, at de i stigende grad trækker op gennem landet? Er de til fare for nogen? Og hvad skal man gøre, hvis man pludselig står foran en ulv?

Ulveekspert og videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum i Aarhus Kent Olsen maler et billede af ulvesituationen i Danmark.

»Der har senest været tre sager, hvor vi ved, at der har været tale om en ulv i Aalborg-området. En ulv gik rundt i det østlige industrikvarter i december. Så var der lidt senere en iagttagelse af en ulv i Svenstrup, og mandag blev der så også set en,« fortæller ulveeksperten.

Mandagens ulveobservation kunne pedellen Kenneth Bendtsen også fortælle om. Han spottede den, da han mandag morgen var på vej ud foran professionshøjskolen UCN for at hejse det ukrainske flag.

»Og så fik jeg ellers telefonen op ad lommen. Den kommer ud og står stille et øjeblik. Så lunter den op mod det nye supersygehus,« fortalte Kenneth Bendtsen.

Og faktisk gjorde han og Heine Mikkelsen det helt rigtige i situationen, hvis man spørger Kent Olsen.

Ulven, som Heine observerede på byggepladsen.
Ulven, som Heine observerede på byggepladsen. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Hvis man lige pludselig står foran en ulv, skal man tage telefonen op og tage billeder eller video af den. For så kan vi undersøge det og udelukke, at det kan være en ulvelignende hund, hvilket det faktisk tit viser sig bare at være,« siger han.

Ifølge den videnskabelige chef er der dog ingen grund til at frygte ulven. Heller ikke hvis den skulle forvilde sig ind i et villakvarter. Også dine høns i haven eller familiens labrador er primært i sikkerhed.

»De spiser langt overvejende kun hjortevildt, og alt andet er i princippet støj på radaren.«

»Men hvis en hund løber rundt langt fra sin ejer og er opsøgende over for ulven, samtidig med at den ikke læser ulvens kropssprog, når den siger 'skrid pomfrit, jeg vil ikke lege', kan den godt give et markeringsbid. Men ulve opsøger ikke hunde for at spise dem.«

Faktisk skal man ikke foretage sig noget specielt:

»Man kan lidt gøre, hvad man vil, om det så er at lave larm eller være helt stille. Ulven skal bare lige have nogle sekunder til at orientere sig, og så smutter den igen. Den eneste, situationen er farlig for, er ulven.«

»For når de kommer ind i det her landskab med menneskelig infrastruktur, kommer de også til at tage chancer og krydse veje, hvor de kan blive påkørt og dræbt. Men de angriber og spiser slet ikke mennesker,« forsikrer Kent Olsen.

Ifølge Kent Olsen er det ikke sidste gang, man kommer til at spotte en ulv bevæge sig op mod det nordjyske.

»Vi kan ikke sige, hvor hyppigt det kommer til at ske, men det kommer til at ske, at enlige ulve strejfer og følger Limfjorden, der strækker sig ind i det østlige industrikvarter i Aalborg. Men ulvene vender med det samme om igen, så på den måde er det ikke et problem. Sådan er det bare at leve i et land, hvor ulvene også lever.«

Kent Olsen skønner, at der lige nu er 15-16 ulve rundt omkring i Danmark.