Fra Rostock til Hamborg til Rømø til Lihme til Skagen – og endnu flere steder før, efter og indimellem

Hunden Berta har på halvandet år tilbagelagt mindst 800 kilometer på sine små hundepoter – helt alene på de danske og tyske landeveje.

Onsdag lykkedes det dog endelig en gruppe hundeinteresserede ildsjæle at indfange den lille hund og få hende bragt i sikkerhed, skriver Nordjyske, som var det første medie, der bragte historien.

»Vi var så glade og lettede. Berta har været på egen hånd så længe og har selv skullet finde mad og trygge steder at sove, så det føles godt at bringe hende i sikkerhed,« siger Helle Kirkegaard, som er en af de ildsjæle, der har stået i spidsen for eftersøgningen, til B.T.

Første gang, Berta kom på hundeinteresseredes radar, var i april sidste år, hvor en tysker lagde billeder af den omstrejfende hund på nettet og spurgte, om der var nogen i området omkring Rostock, som manglede sin hund. Et opslag, som fik en tysk dyreorganisation til – forgæves – at forsøge at indfange hunden.

Her kommer Helle Kirkegaard ind i billedet. Hun har nemlig fulgt sagen fra start og løbende været i kontakt med den tyske dyreorganisation, og siden marts har hun og tre andre stiftere af Facebook-gruppen 'Savnede hunde i Danmark' selv været på sporet af den lille trefarvede hund, som ingen ved, hvor stammer fra.

Tilbage i marts blev Berta nemlig pludselig spottet i Danmark. Nærmere bestemt på Rømø. En borger lagde billeder af hunden op på en lokal Facebook-gruppe og efterlyste ejeren. Dette opslag så Helle Kirkegaard, og herefter startede en længere kamp for at bringe hunden i sikkerhed.

Berta var nemlig ikke sådan lige at få fingrene i. Så snart hun blev utryg i en by, bevægede hun sig videre.

En af de tyskere, der også har været i halen på Berta, har lavet et kort over de steder, hun er blevet spottet.
En af de tyskere, der også har været i halen på Berta, har lavet et kort over de steder, hun er blevet spottet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det vil sige, det gjorde hun, lige indtil hun for halvanden uges tid siden fandt vej til Skagen, og Helle Kirkegaard få dage senere satte sig i sin bil og kørte fra hjemmet i Varde med en professionel hundefælde og en stor portion hundefoder i bagagerummet.

Inden da var Helle Kirkegaard i kontakt med en række lokale i Skagen, som hun fortæller var en stor hjælp i forhold til at holde øje med Bertas bevægelser rundtomkring i byen og til at sprede budskabet om ikke at fodre den lille hund og lade hende være i fred, så hun ikke stak af igen.

Sent mandag nåede Helle Kirkegaard til Skagen og satte den første fælde op. Først onsdag lykkedes det dog at få lokket den lille hund i en fælde.

»Hun gøede, da jeg kom hen til fælden, men da jeg lagde et tæppe over fælden, faldt hun til ro,« siger Helle Kirkegaard og tilføjer:

På billeder fra det kamera, Helle Kirkegaard havde sat op nær fælden, kan man se, hvordan det så ud, få minutter før Berta trådte ind i fælden.
På billeder fra det kamera, Helle Kirkegaard havde sat op nær fælden, kan man se, hvordan det så ud, få minutter før Berta trådte ind i fælden. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Hver gang, jeg tog tæppet lidt til siden og satte min finger hen til buret, kom hun og duttede til den med sin lille snude, hvorefter hun kiggede væk som for at sige 'Jeg er ikke helt tryg ved situationen'.«

I dag befinder Berta sig på Lilleriscenter, som er et internat og en hundepension i Nykøbing Mors. Hun er blevet tilset af en dyrlæge, og i næste uge er det planen, at hun skal tjekkes for chip, for at man på den måde forhåbentlig kan opklare, hvor hun hører til.

Hvad der skal ske med den lille hund, hvis det ikke lykkes at lokalisere hendes familie, er op til ejeren af Lilleriscenter, Martin Gade Kristensen, som skal vurdere, hvornår hun er klar til at blive adopteret af en ny familie.

»Den fremadrettede opgave med Berta glæder vi os til, men vi er klar over, at det bliver en opgave, der tager tid,« siger han og tilføjer:

En frivillig på Lilleriscenter har skabt en god kontakt til Berta.
En frivillig på Lilleriscenter har skabt en god kontakt til Berta. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vi er beriget med rigtig dygtige frivillige og dygtige medarbejdere, der allerede har formået at skabe en god kontakt til Berta, og fra tidligere opgaver har vi erfaring med at opbygge skadede hunde på ny.«

Uanset hvad fremtiden bringer for Berta, er hendes historie ifølge Helle Kirkegaard et eksempel på, at man aldrig skal give op.

»Historien om Berta giver enormt meget håb,« siger hun.

»Der er mange savnede hunde i Danmark. Mange familier, som har mistet deres elskede hund, men hvis Berta kan være på egen hånd så længe, løbe så langt og stadig ende i trygge hænder, så er der håb for mange.«