Han gemmer sig som regel på toilettet, når han tager toget fra Bording.

»Vi har ingen penge, og vi forsøger at komme rundt for at hjælpe os selv med at overleve,« siger Abdul Emedi, som er 35 år og afvist asylansøger med bobæl på Udrejsecenter Kærshovedgård tæt ved Bording.

Han er langtfra alene. Afviste asylansøgere, udviste kriminelle og udlændinge på tålt ophold, der bor på udrejsecenteret, stiger den ene gang efter den anden om bord på toget i eller mod Bording uden at betale for rejsen.

»Det er et problem, der udfordrer os dagligt,« siger Kim Richardt, servicechef i Arriva.

De seneste to et halvt år, hvor Kærshovedgård har fungeret som udrejsecenter, er bunken af ubetalte kontrolafgifter eksploderet. Beboerne på Kærshovedgård skylder i dag Arriva omkring 3,3 millioner kroner i ubetalte kontrolafgifter, viser en opgørelse, Arriva har foretaget for B.T.

I praksis betyder det, at Arrivas kontrollører har udskrevet omkring 4.380 ubetalte kontrolafgifter til beboere på Kærshovedgård. Det svarer til ca. fem om dagen. Året rundt.

En enkelt beboer tegner sig for ubetalte kontrolafgifter for hele 94.600 kroner, og de 10 største skyldnere har en samlet gæld til Arriva på hele 507.600 kroner.

»Beboerne på Kærshovedgård har ingen penge, og de har ikke noget at miste, så vi ser næppe de penge nogensinde,« siger Kim Richardt.

Arriva mener, at det er urimeligt, at de som privat virksomhed skal hæfte så økonomisk tungt for, at beboerne på udrejsecenteret rejser uden billet.

Arriva holdt 24. oktober sidste år et møde med Transportministeriet, hvor problematikken var på dagsordenen. Men her var der ikke hjælp at hente, viser mødereferatet, som B.T. har fået aktindsigt i. Transportministeriet konstaterer i referatet, at 'Ministeriet kunne ikke umiddelbart se en løsning på problemet, men ville undersøge mulighederne og vende tilbage til Arriva'.

Det kom der ikke noget ud af, siger Kim Richardt. Derfor overvejer Arriva nu, om selskabet skal rejse civile søgsmål mod de 5-10 største skyldnere på Kærshovedgård. Ikke fordi Arriva forventer at kunne inddrive så meget som en krone som følge af en retssag, men for at demonstrere for politikerne på Christiansborg, at almindelige retsstatsprincipper har spillet fallit over for beboerne på Kærshovedgård.

»Vi kan ikke løfte denne opgave alene, og når retsvæsenet heller ikke er en reel mulighed for os, kalder det her altså på en politisk løsning,« siger Kim Richardt.

Han lufter i samme åndedrag en idé om, at staten kunne udstyre beboerne på Kærshovedgård med rejsehjemmel, så Arriva ikke skal fortsætte med at bruge ressourcer på at udskrive og administrere de flere tusinde ubetalte kontrolafgifter:

»Vi vil jo hellere bruger vores ressourcer på at yde en god service for de passagerer, der betaler for rejsen.«

Ideen skydes imidlertid ned af Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye:

Stationen i Bording.
Stationen i Bording. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Vi bliver nødt til at holde fast i, at de mennesker ikke skal være i Danmark. Det vil sende et forkert signal om, at det kan de så måske lidt alligevel.«

Også Dansk Folkeparti afviser ideen.